• Gigtlidelser
• Slidgigt
• Leddegigt
• Behandlingen af leddegigt
• Reiters syndrom - reaktiv ledbetændelse
• Vævstypen HLA-B27 og gigtlidelser/symptomer
• Polymyalgia reumatica - "muskelgigt"
• Urinsyregigt podagra
• Bløddelsgigt ved sukkersyge
• Kold skulder
• Fibromyalgi

 
Gigtlidelser

Gigt er en samlet betegnelse for smerter og sygdomme, der rammer kroppens såkaldte bevægeapparat. Det vil sige muskler, sener, ledbånd, led og knogler. Gigtlidelser er blandt de hyppigste lidelser overhovedet, og de fylder meget samfundsmæssigt meget, da de giver anledning til sygefravær, indlæggelser, store udgifter til medicin og til tab af værdifuld arbejdskraft samt førtidspension. Desuden medfører gigt oftest kroniske smerter, der kan nedsætte de gigtramtes livskvalitet og livsmuligheder betydeligt.

Der er utrolig mange forskellige gigtlidelser med meget forskellig baggrund, men de fleste skyldes enten nedslidning og fejlbelastning gennem mange år eller forstyrrelser i kroppens immunsystem. Der er også en arvelig tendens til at få forskellige gigtlidelser, ligesom de kan sættes i gang eller udløses af anden sygdom, fx infektioner eller stofskiftelidelser. Ved samtlige autoimmune sygdomme, også kaldet bindevævslidelser, hvor kroppens immunsystem fejlagtigt angriber egne væv, vil der oftest forekomme gigtsymptomer. 

  
Slidgigt

Slidgigt er noget, der udvikler sig langsomt. Der er en arvelig tendens, men for lidt og forkert brug af leddene og kroppen øger tilbøjeligheden. Skader også. Mange fodboldspillere får skader, og at disse skader på fx knæ- og fodled giver en øget tilbøjelighed til slidgigt senere i livet. Man taler jo også om fodboldinvalider, men enhver sport, der bliver drevet på et højt plan med overbelastning af kroppen, kan øge tilbøjeligheden til slidgigt. Det kan ensidigt gentaget arbejde også, fordi kroppen bruges forkert, og meget tungt arbejde, hvor man glemmer at bruge de hjælpemidler, som Arbejdstilsynet foreskriver ved tungt arbejde.

På Gråsten Gigthospital har man lavet en undersøgelse for at belyse, hvilke aldersgrupper, der er hårdest ramt af slidgigt. Det viste sig, at de ældste, dem i 80-erne, havde mindst slidgigt. Det passer med, at de i deres arbejdsliv har arbejdet meget med deres krop, og har arbejdet meget varieret, ikke som i dag med ensidigt belastende arbejde. De har også været nødt til at bruge deres krop rigtigt, da der ikke var mulighed for sygedagpenge, så de var nødt til at passe på sig selv.

Ved lidelser i hormonsystemet kan der også komme problemer, især ved sukkersyge, for højt indhold af biskjoldbruskkirtelhormon i blodet, ved overvægt og for lavt stofskifte. Det er især de vægtbærende steder, slidgigten viser sig.

Den almindeligste form for slidgigt kan man dog ikke finde nogen sikker årsag til. Det er især hofteled og knæled, det går ud over, og især hos ældre. Hos kvinder er slidgigt i fingerled og tommelfingrenes rodled mest almindelig. På fingerleddene kan der optræde ømme knuder ved leddene - Heberden's og Bouchard's knuder. Det går over igen, men efterlader leddene noget knudrede. I rygsøjlen viser slidgigt sig oftest i skiverne mellem hvirvlerne, ved udvækster af kalk, ved forandringer i de små sideled og ved forkalkning af ledbånd.

Der er i brusken i leddene, at det kniber med. Den kan normalt fint klare de belastninger, den bliver udsat for, men konstant overbelastning ved hårdt og ensidigt muskelarbejde eller ved overvægt kan skade brusken, der bliver nedbrudt. Der opstår betændelseslignende forandringer, der medfører smerter. Bruger man sine led for lidt, bliver der dannet for lidt ledvæske, og ledvæsken er det, der ernærer brusken, der ikke indeholder blodårer. Leddene bliver tørre, når de ikke bliver brugt, og så knirker og knager de, og brusken blive lettere ødelagt. Og går man så til læge, får man gigttabletter, der dels har en lang række farlige bivirkninger, og dels fratager folk lysten og motivationen til at bevæge sig mere. 

En dårlig kost er også med til at ødelægge bruskens modstandskraft. Brusken har brug for svovlholdige stoffer for at holde sig i orden, fx chondrotinsulfat, glucosamin eller stoffet MSM = methylsulfonylmethan, der er totalt uskadeligt. Man kan få MSM hos Panacea Helse, Slangerup, tlf 4827 7110, og hos 7th Golden Age, Herlev, tlf. 4491 2505 (Arthrogen). Glucosamin (Arthrogen) kan også fås fra 7th Golden Health, men kun fra Sverige (tlf. 0046 – 703 911 112, eller 4052 4015), og man kan også få det gennem Internettet fra England som G-Lenk fra Mezina i Esbjerg på Internetadressen www.slidgigt.com. Glucosamin og MSM kan tages samtidig, hvorved virkningen bliver endnu bedre. 

Man kan også købe begge dele som teknisk pulver, der er det samme, som er i kapslerne, så det kan udmærket bruges indvortes (Maras og helsekostforretninger), ligesom det er billigere. Glucosamin har en videnskabeligt bevislig virkning på slidgigt siden begyndelsen af 80-erne (Italien, Spanien, Portugal). (The Lancet 27 januar 2001). Svovl i organisk form fås iøvrigt fra kød, fisk, fjerkræ, æg (især blommen), fra grønsager, især fra løg, hvidløg og kålarter, fx rosenkål, men ved kraftig opvarmning fordamper svovlet op i luften. Svovl findes i alle kroppens celler og er blandt andet nødvendigt for bindevæv og ledfunktionen. 

Ved slidgigt kan der indimellem komme opblussen af de betændelsesagtige forandringer med forværrring af smerter og evt væske i leddene, fx knæleddet. En væsentlig del af behandlingen og forebyggelsen af slidgigt er at spise en sund kost og at bruge sin krop meget og rigtigt, dvs bevæge uden at overbelaste og uden at fejlbelaste. Det er en god investering at lære øvelser og rigtig kropsbrug hos en fysioterapeut eller anden kropsterapeut. Det vil sikre en god ernæring af brusken. Ved slidgigt i hofte- og knæled er det meget fint at cykle, da man så bevæger leddene uden at belaste. Svømning og dans samt motionsgymnastik er andre gode muligheder.

Vedr. kosten må den indeholde tilstrækkeligt A- og D-vitamin, B-vitaminerne 5 og 6, svovl, kisel, kalk, magnesium og titanium. De livsvigtige fede syrer af N3 type, fx i fiskeolie, kan være en meget god hjælp. Arten af fedtsyrer i kosten spiller en stor rolle. Fedt fra dyr, også mælkefedt, og fedt, der er gjort fast, fx margarine (også plantemargarine), der indeholder mange mættede fede syrer og N6 fedtsyrer, der er ændret gennem hydrogenering til bl.a. transfedtsyrer, virker på betændelsen ved gigt, som når man kommer benzin på et bål. 

Bruger man i stedet fiskeolie eller hørfrøolie, der indeholder de gode N3-fedtsyrer, er det som at komme vand på bålet. Det fedt, der er i grønsager er også sundt, især gammalinolensyre, der fx findes i kæmpenatlysolie. De gode fedtsyrer griber ind i selve betændelsesprocessen, der igangsættes af de "dårlige" prostaglandiner, der fremmes af det skadelige fedt, mens det gode fedt fremmer de "gode" prostaglandiner og derved undertrykker betændelsen. Når man taler om betændelse i forbindelse med gigt, er der sjældent tale om noget med bakterier eller virus, men om den reaktion i vævene, der giver rødme, varme, hævelse og smerter. 

Ekstrakt af den grønlæbede musling – perna canaliculus – fra New Zealand har også en god virkning på mange gigtlidelser, på grund af dens indhold af en special blanding af omega-3 fedtsyrer, der dæmper gigtaktiviteten. Mange har også haft glæde af at prøve med kartoffelvand. Man skærer rå kartofler i skiver og sætter dem i blød i vand natten over, hvorefter man drikker vandet. Visse alger indeholder vigtige mikromineraler, som har hjulpet mange med gigt. 

Læge Niels Hertz har vist, at otte ugers behandling med C-vitamin (Ester-C 2 gram dagligt) medførte klart færre slidgigtsmerter, klart bedre ledfunktion, og denne behandling blev klart foretrukket af patienterne. 

Er medicin nødvendig, har man nu i mange år ofte valgt at starte med gigtmidler af typen ibuprofen (NSAID-stoffer). De kan godt lindre smerterne, da de både har en almindelig smertestillende virkning og en undertrykkende virkning på betændelsesagtige forandringer, der i sig selv giver smerter. Problemet er bare, at disse stoffer kan have en række svære bivirkninger, især hos ældre. De øger risikoen for mavesår og tarmsår og for blødninger fra disse sår. De kan være nyreskadelige, hjertesvækkende, de svækker immunforsvaret og belaster leveren. Hos ældre kan man se hallucinationer. Sammen med andre former for medicin, fx nogen tabletter mod sukkersyge, konkurrerer de om nedbrydningen i leveren, hvilket kan give en for stærk virkning af begge stofferne (interaktion).

Det er også begrænset, hvor meget bedre de virker end almindelige smertetabletter som fx paracetamol. Der er også nogen af disse NSAID-stoffer, der øger nedbrydningen af brusken i leddene, hvilket yderligere gør dem problematiske ved slidgigt, hvor det jo netop er vigtigt at beskytte og nære brusken. 

En række naturlægemidler kan hjælpe meget godt ved slidgigt. Ingefær er fx et godt middel, da det griber ind i de stofomsætninger i kroppen, der ligger bag smerterne. Også djævleklo, Gitadyl (asp, røllike og crysanthemum parthenium (matrem) har god virkning mod slidgigt. Gitadyl har i en dansk dobbeltblind og randomiseret undersøgelse i 1991 vist sig at have samme gode virkning som ibuprofen på let til moderat slidgigt, og der er også videnskabelig baggrund for anvendelsen af ingefær. Det samme gælder djævleklo (Pagosid). 

En kombination af hybenpulver og fiskeolie har ved forsøg på Aabenraa Sygehus vist sig at hjælpe ret meget på slidgigt. En del af de slidgigtramte, der skulle have indsat et nyt led, ville have operationen udsat eller meldte fra efter denne behandling. 

Man kan også behandle udvortes mod slidgigt med udmærket virkning. Man kan dels i håndkøb købe NSAID-stoffer til indgnidning på leddene, og ting som pebermynteolie og Tigerbalsam har også hjulpet rigtig mange. Huden er ikke bare et omslag for kroppen. Den er et levende organ med gode muligheder for at optage det meste af det, der anbringes på huden, i kroppen. Visse olier, fx emuolie, kan også dæmpe gigtsmerter ved indgnidning, og præparater med aloe vera til samme brug har også virkning (Aloe Heat Lotion). En kuldevirkning, der virker muskelafslappende og nedsætter ømheden, kan opnås ved at smøre enten Biofreeze eller IcePower på de smertende steder.

Tyske undersøgelser har vist, at indholdet af gigtmidler i leddet bliver højere, hvis man smører midlet på huden omkring leddet, end hvis man giver det samme stof i tabletform.

Det er også karakteristisk, at bivirkningerne ved brug af naturmedicin er væsentligt mindre end ved brug af de stærke, lægeordinerede midler. Indlæggelse af små stykker guld i akupunkturpunkter ved leddene har vist sig at kunne hjælpe i op mod 80% af tilfældene. Der er i hvert fald tre læger, der udfører dette i Danmark. Det er: Læge Svend Bugge, Skelager 375 B, 9000 Aalborg. Tlf. 9879 1221. 
Læge Kirsten Nejrup, Dronninggårds Allé 2 B, 2840 Holte. Tlf. 4541 2121.
Læge Hans Kryger Kjerkegaard, Fonnesbechsgade 18 B, 7400 Herning. 9721 0438. 

Magnetfeltbehandling er en lovende behandling af gigtramte led, håndled mm. En del alternative behandlere har udstyr til magnetfeltterapi. Der er også fremstillet transducere til egenbehandling. Man kan læse om en sådan på hjemmesiden www.body-nova.com 

 
Leddegigt

Hvis der ved gigt er vedvarende hævede led, så er der næsten altid tale om ledlidelser, hvor immunsystemet er involveret. De kaldes autoimmune sygdomme, fordi kroppen fejlreagerer og angriber sine egne væv, her ledhinderne. Mest kendt er nok leddegigt, men også ved psoriasis og ved mave-tarmsygdomme kan der komme angreb på leddene, fx ved blødende tyktarmsbetændelse (colitis ulcerosa), Crohns sygdom, salmonella- og yersiniainfektioner (se senere). Man kan også se flere autoimmune sygdomme samtidig. 

Leddegigt er en kronisk lidelse i mange af kroppens systemer, men det karakteristiske er en vedvarende betændelsestilstand i ledhinderne, især led i arme og ben. Der er ikke tale om en betændelse med bakterier eller virus, men om en tilstand, hvor kroppens immunsystem fejlagtigt antager cellerne i ledslimhinderne for at være fremmede, og derfor angriber dem for at ødelægge dem. Efterhånden kan der komme ødelæggelse af brusk og knogler. Forløbet kan dog være meget forskelligt, lige fra milde tilfælde, der går hurtigt over, til svære, langvarige, led-ødelæggende og invaliderende tilfælde. Tobaksrygning firedobler risikoen for at få leddegigt.

Forekomsten er ca 1% af befolkningen, og kvinder bliver ramt tre gange så hyppigt som mænd. Forekomsten stiger med alderen, men man kan godt blive ramt af leddegigt allerede som barn - Still's sygdom. Der er en arvelig tilbøjelighed til sygdommen, men arv alene gør det ikke. Man ved stadig ikke, hvad det er, der udløser sygdommen og får immunsystemet til at angribe ledhinderne, men man har mistænkt mikroorganismer som fx virus, mycoplasma eller bakterier.

Under alle omstændigheder er en række celler fra immunsystemet involveret i sygdommen. Der er ofte fra starten ukarakteristiske symptomer som træthed, appetitløshed, svækkelse og svage symptomer fra muskler og knogler, indtil der kommer synlige ledhævelser, især af hænder, håndled, knæ og fødder. På hænderne er det særlig grund- og mellemleddene på fingrene, der bliver angrebet, mens hævelse og smerter i yderleddene tyder på slidgigt. Der kommer smerter, der forværres ved belastning, og morgenstivhed samt stivhed efter pauser i arbejdet er almindeligt. Varer morgenstivheden mere end en time, skal man altid tænke på leddegigt. Der kommer med tiden indskrænket bevægelighed af de ramte led, som efterhånden kan risikere at blive ødelagt med fejlstillinger til følge. Især hvis der ikke bliver sat ind med behandling i tide. Foruden i leddene kan der komme symptomer fra andre steder i kroppen. Der kan fx komme gigtknuder under huden, betændelsesagtige forandringer i blodårerne og tegn på nerveskader.

Også lungehinderne og lungerne kan blive angrebet, medførende øget bindevævsdannelse og besvær med at optage ilten fra lungerne. Ved lang tids sygdom kan der også komme problemer med for stor milt, for få hvide blodlegemer af den art, der bekæmper bakterier, og undertiden blodmangel og mangel på blodplader. Det kaldes Felty's syndrom. Knogleskørhed er også almindelig og kan blive forværret ved behandling med binyrebarkhormon. 

Der er ingen blodprøver, der med sikkerhed kan sige, at der er tale om leddegigt, men en hel del, der kan pege hen imod leddegigt, fx reumatoid faktor. Er der tale om en aktiv leddegigt, er der hos næsten alle en forhøjet blodsænkning og forhøjet C-reaktivt protein - CRP, der er ved at fortrænge blodsænkningen. Forhøjelsen svarer oftest til aktiviteten i sygdommen.

Forløbet varierer meget fra patient til patient, men efter 10-12 år vil kun en femtedel af de ramte være uden ledforandringer eller indskrænket funktion. Indenfor tre år vil så mange som 70% have tegn på røntgenbilleder på ledskader, og mere end halvdelen af disse har allerede tegn på ledskader det første år. De sværest ramte har en moderat nedsat levetid, og man mener, at den medicinske behandling kan være medvirkende til dette. Det er mest på grund af infektioner og blødninger fra mave-tarmkanalen, at dødeligheden er øget.

Med tiden vil leddegigten kunne "brænde ud", men da er leddene ofte ødelagt.

 
Behandlingen af leddegigt

Der er forskellige mål med behandlingen:
1. At modvirke smerterne
2. Undertrykkelse af betændelsesreaktionen 
3. Beskyttelse af leddene
4. Vedligeholdelse af funktionen
5. Kontrol af leddegigtens virkning andre steder i kroppen.
I den smertestillende behandling med lægemidler anvender man først og fremmest acetylsalicylsyre, paracetamol og gigttabletter af typen ibuprofen - NSAID-stoffer. Ved undertrykkelse af betændelsesreaktionen dæmpes smerterne også efterhånden.

Foruden acetylsalicylsyre og de almindelige gigttabletter vil man i lettere tilfælde, hvis disse stoffer ikke virker godt nok, ofte forsøge med lignende stoffer eller en lille dosis binyrebarkhormon. Man vil også i de mere udtalte tilfælde begynde behandling med stoffer der specifikt modvirker betændelsesprocessen ved leddegigt. Tidligere brugte man meget behandling med guldsalte, som ofte kunne få leddegigten til at gå i ro, men desværre i nogle tilfælde gik ud over nyrerne. Guld bruges stadig, men også D-penicillamin, malariamidler og sulfasalazin, der også bruges mod tarmbetændelser. Disse stoffer kaldes DMARD = disease-modifying anti-rheumatic drugs.

De er alle behæftet med bivirkninger, så behandlingen skal følges nøje med bl.a. undersøgelse af blod, urin og leverfunktion. Det er svært at vide, hvilket af stofferne, man skal vælge først, og ofte må man prøve sig frem. Stoffet methotrexat, der er cellehæmmende og også bruges i kræftbehandling, kan være virksomt. Det virker hurtigere end de andre DMARD, men måske undertrykker stoffet bare symptomerne. Man har også brugt andre celledræbende midler, men de har giftige bivirkninger og kan øge risikoen for kræft senere. Målet med DMARD behandlingen er at undertrykke de celler i immunsystemet, der er aktiveret og angriber egne væv, her ledhinderne og knoglerne, og som producerer de ødelæggende stoffer ved navn interleukiner og leukotriener. 

Behandling med binyrebarkhormon bruges også, især i mindre doser, og det er vist, at det kan forsinke ødelæggelsen af knoglerne og undertrykke symptomerne. Det er vigtigt, hvis man bruger binyrebarkhormon, altid at modvirke knogleskørhed ved at give tilskud af kalk og D-vitamin sammen med magnesium, der også modvirker afkalkningen af knogler ved at Lette indbygningen af kalk i knoglerne samt hæmme dannelsen af biskjoldbruskkirtelhormon. 

Det seneste fremskridt er behandling med stoffet TNF-alpha, der påvirker immunsystemet på en gunstig måde ved forstyrrelser i det. Der kommer hele tiden nye ting, der altsammen griber ind i betændelsesprocessen. Arava er også et helt nyt præparat, der hæmmer et bestemt enzym. Men der er farlige bivirkninger ved det hele.

Også kirurgisk kan man hjælpe med nye led, især i skulder-, hofte- og knæled. Er kun enkelte led angrebet, kan man forsøge at fjerne ledhinden i leddene. Det hjælper på symptomerne, men forhindrer tilsyneladende ikke den videre ødelæggelse af leddene, så det bruges ikke så meget mere. Med tiden vil mange af bindevævssygdommene, som de autoimmune sygdomme også kaldes, "brænde ud", men inden da er leddene som nævnt ofte ødelagt. 

Det er vigtigt at beskytte leddene mod overbelastning, da det forværrer sygdommen, bl.a. ved at sørge for, at den leddegigtramte får de nødvendige hjælpemidler i hverdagen og evt får et skånejob eller fleksjob. Det er også vigtigt, bla. ved hjælp fra fysioterapeuter og ergoterapeuter, at vedligeholde funktionen af leddene og musklerne. Også her gælder det om at bevæge uden at overbelaste. 

Foruden sygehusenes reumatologiske afdelinger har Gigtforeningen gigthospitaler eller gigtsanatorier flere steder i landet, hvor man kan blive behandlet og genoptrænet. Mange gigtramte har det bedre i sydlige, varme lande, fx under kurophold. MSM har i en række tilfælde også kunnet hjælpe på leddegigt.

Kosten spiller en rolle for aktiviteten i leddegigt. Norske undersøgelse tyder på, at envegetarisk kost, i hvert fald i perioder, og korte perioder med faste kan hjælpe. De livsvigtige eller essentielle fedtsyrer, som bl.a. findes i fed fisk og fiskeolie, kan i større mængder virke positivt på leddegigt. Det er bl.a. vist ved en undersøgelse på Gråsten Gigthospital. Men det er vigtigt, at kosten indeholder alle de ting, man har brug for til at bevare sundheden, så det er bedst at snakke med en diætist, når kosten skal tilrettelægges efter sygdommen.

Der er ikke noget i vejen for at forsøge sig med naturlægemidler, men da leddegigt kan være hurtigt ledødelæggende, er det ikke klogt at undlade medicinsk behandling og kontrol hos en gigtspecialist - en reumatolog.

Vi har i Spørg om Sundhed oplevet en dame fra Viborg, der alene ved at spise frisk ingefær dagligt i løbet af et halvt år slap af med sin leddegigt. Ingefær griber også positivt ind i betændelsesprocessen, men foreløbig er der kun videnskabeligt påvist en virkning på slidgigt. Det betyder dog ikke, at det ikke duer ved leddegigt. Det er værd at prøve.

Nu er der altid en chance for, at disse immunsygdomme kan gå i ro, og det vil der ofte blive henvist til fra lægeside, når folk får det bedre efter at have brugt naturlige midler, men efter min mening er det en rigtig god idé at sørge for, at kroppen får alt det, den har brug for, især når det gælder grønsager, frugt og krydderier, der indeholder vigtige, naturlige antioxidanter, der hjælper kroppen i kampen mod sygdom.

Boswellia serrata, der i Danmark bl.a. kan købes i kombination med ingefær som SerraVie R, er en kraftig hæmmer af enzymet 5-lipoxygenase, der er vigtigt for dannelsen af de inflammationsfremkaldende leukotriener og kan derfor virke positivt ved autoimmune sygdomme. 

Ekstrakt af den grønlæbede musling fra New Zealand har måske også en virkning på leddegigt, og vi skal heller ikke glemme Alma Nissens kur med kartoffelvand vand, som skiver af rå kartoffel har ligget i blød i natten over. Alma Nissen kurerede sig selv for leddegigt ved at bruge dette råd. 

Der er nu kommet en tabletudgave af kartoffelkuren. Navnet på tabletterne er Solanum. Mange med leddegigt lider af træthed, og det samme gælder ved alle bindevævssygdommene. Det skyldes formentlig en kombination af sygdommen og følger af behandlingen af den, men det er altid vigtigt at undersøge baggrunden for træthed. Der kunne fx foreligge en blodmangel som følge af mave- eller tarmsår på grund af gigtmidler, og specifik behandling med fx malariamidler eller cellehæmmende medicin kan også gå ud over knoglemarven. 

Kan man ikke finde nogen særlig årsag, kan jeg, foruden en sund og varieret kost, anbefale ekstra vitaminer og antioxidanter, fx C-vitamin, E-vitamin, selen og Andante. Mange er trætte på grund af mangel på væske, først og fremmest vand. Ginseng og guarana samt en række kombinerede urtepræparater kan modvirke træthed. Det er også vigtigt at have noget at stå op til, glæde sig til og se frem til. Den mest almindelige grund til træthed er psykiske og sociale belastninger, fx ensomhed.

Et problem ved mange gigtlidelser er søvnen, der let kan blive forstyrret af smerter i muskler, sener og led. Især ved vendinger i sengen, hvilket kan automatisk gør under søvnen, kan det gøre så ondt, at man vågner. Her kan man med fordel bruge silkelagener og silkenattøj. Så glider man rundt uden nogen anstrengelse og smerter. Det kan også være en god idé at tage en hyperikum (prikbladet perikum) tablet en time før sengetid, fx Calmigen eller Velzina. Det kan også være et problem at komme ind og ud af biler, og her kan man med fordel bruge at lægge et stykke plastic på sædet, når man skal ind og ud. Så går det meget lettere. 

 
Reiters syndrom - reaktiv ledbetændelse

Reiters sygdom, Reiters syndrom eller reaktiv ledbetændelse, som det nu kaldes, består af en kombination af øjenbetændelse, urinrørsbetændelse (eller betændelse i livmoderhalsen hos kvinder), ledbetændelse og nogle karakteristiske hudforandringer i form af mundsår, vableagtigt udslæt, især i håndflader og fodsåler, evt. psoriasis. Alle symptomer behøver ikke at være til stede. Der kommer oftest træthed, dårlig tilpashed feber og vægttab samt smerter i sener og de steder, som senerne hæfter ved. 

Årsagen til Reiters syndrom er ikke sikkert kendt, men 80% af de ramte har vævstypen HLA-B27, der disponerer til gigtlidelser. Man har mistanke om, at bakterien Chlamydia trachomatis har noget med Reiter at gøre, da man har fundet bakterien hos op mod 70% af mænd, der havde ubehandlet Reiters syndrom og urinrørsbetændelse. Man mener nu, at der er tale om en fejlagtig og overdreven reaktion i immunsystemet på Chlamydia infektion hos mennesker, der er disponeret til Reiters syndrom. Man har også fundet DNA fra Chlamydia i ledvæske hos mennesker med Reiter, hvilket understøtter denne opfattelse. Andre bakterier kan dog også udløse lignende symptomer, så Reiters syndrom er i dag inkluderet i sygdomsenheden reaktiv ledbetændelse. Man kan også se betændelse sideleddene til rygsøjlen samt i leddene mellem korsben og bækken, men dette ses som regel sent i forløbet. 

Medicinsk behandling: Ved sygdommens start er der set virkning af antibiotika på Chlamydia infektion i urinrøret, så senere udvikling af reaktiv ledbetændelse kan undgås. Iøvrigt er der ikke vist nogen sikker virkning af antibiotika, heller ikke i længere perioder. Derimod har lægemidlet sulfasalazin (Salazopyrin R) op til 3 gram dagligt fordelt på dagen vist sig at kunne hjælpe nogen med vedvarende reaktiv ledbetændelse. 

De fleste med reaktiv ledbetændelse har i nogen grad hjælp af behandling med NSAID gigttabletter. Stoffet indomethacin er det bedste at starte med, men man kan også forsøge andre NSAID-stoffer. I svære tilfælde kan man forsøge med cellehæmmende stoffer som fx azathioprin. Det er et problem med bivirkningerne fra disse ting.

Hos mellem 30 og 60 procent af patienter med reaktiv ledbetændelse består der i længere tid nogen ledsymptomer, og tilbagefald af sygdommen er almindelige. Op mod en fjerdedel bliver så hårdt ramt, at de ikke kan arbejde eller må skifte arbejde på grund af vedvarende ledsymptomer. Kronisk smerte i hælene er ofte et særligt belastende symptom. På langt sigt kan der komme slidgigtforandringer i leddene med nydannelse af knoglevæv som udvækster, og der kan komme afkalkning omkring leddene. I sjældne tilfælde kan der sent optræde symptomer fra hjertet og nervesystemet. 

Ved alle sygdomme, hvor immunsystemet er involveret, er det vigtigt med en sund kost med 600 gram grønt og frugt dagligt og undgåelse af mættet fedt (fra dyr) fede mælkeprodukter, fast fedt som margarine samt olier som majsolie og solsikkeolie. Disse ting indeholder nemlig som nævnt fedtsyrer, der fremmer den betændelsesagtige tilstand, der medfører smerterne. i modsætning hertil er olivenolie og især hørfrøolie og fiskeolie med til at dæmpe smerterne. Det samme gælder for kæmpenatlysolie. 

Til at stege i bør man bruge olivenolie og lidt smør. Rapsolie kan bruges, hvis den ikke har været varmet op eller udsat for lys, men man bør ikke stege med rapsolie, da der dannes transfedtsyrer og andre nedbrydningsprodukter af fedtsyrerne, hvilket skader kroppen. Det er også godt med et tilskud af vitaminer og mineraler samt ekstra antioxidanter, fx ekstra C-vitamin, E-vitamin og betakaroten (rygere må ikke få betakaroten) samt fx en antioxidant, fx Andante. Det er meget dårligt at ryge, hvis man har sygdomme af denne art, da det er skadeligt og øger behovet for antioxidanter. 

Det er vigtigt at holde sig i gang med øvelser, gymnastik, svømning etc., men det er ikke klogt at overbelaste. Bevæge uden at belaste er det bedste. Da Reiters syndrom eller reaktiv ledbetændelse er meget knyttet til vævstypen HLA-B27, ertilbøjeligheden til at få sygdommen arvelig, men selve sygdommen er ikke arvelig. 

 
Vævstypen HLA-B27 og gigtlidelser/symptomer

Mennesker med denne vævstype har en tilbøjelighed til at få gigtsymptomer som fx hævede led efter infektioner med virus eller bakterier. Fx efter salmonellainfektioner eller yersinia fra svinekød. Men også kraftigere forkølelser kan udløse reaktionerne, der foregår via immunsystemet. Det er en autoimmun reaktion, der udløses, altså en reaktion, hvor antistoffer angriber kroppens egne væv. 

Der er flere forskellige kombinationer af gener, der kan give sådanne reaktioner, men den bedst kendte sammenhæng er mellem vævstypen HLA-B27 og Bechterews sygdom, der giver betændelse i og efterfølgende stivhed af rygsøjlen, og HLA-B27 har også forbindelse til Reiters sygdom, psoriasisleddegigt, og ledbetændelse i forbindelse med tarmbetændelser. Man mener, at de grundlæggende mekanisme kan være den samme ved disse sygdomme. 

Hos hvide nordamerikanere af europæisk herkomst er forekomsten 7 procent. Generne har altså betydning for immunsystemets evne til at reagere på fx infektioner og for opkomsten af forskellige gigtlidelser. Antigen B27 øger risikoen for forekomst af Bechterews sygdom 69 gange, og mellem 80 og 90 procent af de ramte har vævstypen HLA-B27. Den vigtigste forebyggelse for mennesker med denne vævstype må være at leve så sundt som muligt for på den måde at forebygge betændelsestilstande med virus og især bakterier. 

Det handler om sund og varieret kost, med se(x)ks om dagen - 6 x 100 gram grønt, frugt og krydderier, et rimeligt tilskud af vitaminer, mineraler og andre antioxidanter, om at få frisk luft og motion (hærdning), evt vinterbade eller, som man gjorde i gamle dage, at gnide sig med kolde vaskeklude. Man skal passe på ikke at udsætte sig for meget for smitte, vaske sine hænder ofte, og være helt sikker på, at maden bliver ordentligt tilberedt og opbevaret, så der ikke kommer bakterievækst i den. Vil man tage på kurophold, skal det ikke være steder, hvor maveinfektioner er hyppige. Rejser man i fremmede lande, er det vigtigt med god hygiejne og med helt at undlade at spise og drikke noget, der ikke er kogt eller stegt, eller som drikkevarer er i originale flasker. 

Det er muligt, at man med tiden kan finde noget, der kan blokere for disse vævstypers negative virkninger. Det er nu blevet meget lettere at konstatere, om man har gener, som kan give sygdom, da man nu på Rigshospitalet ved hjælp af en donation fra Gigtforeningen har fået et apparat med en DNA-chip, der kan undersøge flere tusinde gener på få timer. Det betyder et kæmpe skridt frem for forskningen i gigtsygdomme, da det vil kunne hjælpe forskerne med at kortlægge, hvilke gener, der aktiveres eller undertrykkes i forbindelse med gigtsygdomme.

 
Polymyalgia reumatica - "muskelgigt"

Polymyalgia rheumatica er en bindevævslidelse, der forekommer hos mennesker over 50 år og viser sig ved stivhed og smerter i skulder- og hoftemusklerne, ligesom der ofte kan være ledbetændelse med væske i knæene og andre led i armen og ben. Da det gør ondt, bevæger mange sig for lidt, hvorved musklerne bliver svage, og der kommer svind af dem. Der er en kraftigt forhøjet sænkningsreaktion hos de fleste som tegn på sygdomsaktiviteten, og nogen har også en betændelsesreaktion i tindingepulsårerne. Man kender ikke nogen sikker årsag til sygdommen, men går ud fra, at der er tale om en autoimmun sygdom, hvor kroppen angriber sine egne væv, ligesom ved andre bindevævslidelser. Selve sygdommen er ikke arvelig, mentilbøjeligheden til at få sådanne lidelser er delvist arveligt betinget. 

Sygdommen behandles medicinsk med gigtmidler af typen ibuprofen (NSAID-stoffer), undtagen hvis der også er symptomer fra tindingepulsårerne. I disse tilfælde gives store doser binyrebarkhormon. Er gigtmidler ikke nok, behandles polymyalgia rheumatica med små doser binyrebarkhormon, og virkningen kan følges ved hjælp af sænkningsreaktionen, så man kan give så lidt som muligt. Sygdommen har en tendens til at >brænde ud< i løbet af et par år, hvorefter man langsomt kan ophøre helt med behandlingen. 

Ved enhver behandling med binyrebarkhormon er der risiko for afkalkning af knoglerne, og selv ved små doser skal der derfor gives en forebyggende behandling mod knogleskørhed. Det er vigtigt altid i forebyggelsen af afkalkning at give tilskud af kalk og D-vitamin sammen med magnesium, evt i kombination med bor og andre stoffer, der har betydning for knoglerne. 

Det er også ved denne sygdom, som ved alle gigtsygdomme, vigtigt at holde sig i gang uden at overanstrenge sig, d.v.s. bevæge sig uden at overbelaste, for at bevare muskelkraften og bevægeligheden i leddene. Desuden at spise sundt og sørge for, at kroppen får alt det, den harbrug for i form af vitaminer, mineraler og andre antioxidanter. Også her vil MSM kunne hjælpe.

 
Urinsyregigt podagra

Urinsyregigt er en samlebetegnelse for en række sygdomme, som viser sig ved et forhøjet indhold af urinsyre i blodet, tilbagevendende anfald af ledbetændelse, ikke med bakterier, men på grund af krystaller i ledvæsken, ophobning af urinsyre i depoter i og rundt om leddene (tophi), nyrelidelse og nyresten. Disse ting kan forekomme hver for sig eller sammen. Det er fx langt fra alle med for højt indhold af urinsyre i blodet, der har gigtanfald, fx podagra, hvor smerter og hævelse sidder i storetåens grundled. 

Sygdommen er absolut hyppigst hos mænd, sjældent før 30 års alderen og hyppigst omkring 50 års alderen. Der er en arvelig tendens. Den begynder ofte pludseligt, ofte om natten, med smerter, rødme og hævelse af et eller flere led, oftest i benene og særlig ofte i storetåens grundled. Anfaldet udløses ofte af alkohol, et stort måltid, medicin, skader eller kirurgiske indgreb. Anfaldet kan vare fra dage til uger, hvorefter det går fuldstændig væk igen. Over halvdelen får et nyt anfald inden for et år, men der kan gå mange år, før det næste kommer.

Senere anfald har tendens til at komme i flere led, til at være sværere og længere varende samt til at give feber. Det kan så være svært at se forskel på urinsyregigt og leddegigt. Det væsentlige i sygdommen er det forhøjede indhold af urinsyre i kroppen. Det kan skyldes en for stor produktion eller en forsinket udskillelse af urinsyre, der er tungt opløseligt, eller en kombination af begge dele. Når man ser bort fra arvelige forstyrrelser i urinsyrestofskiftet, er vanddrivende behandling en af de vigtigste grunde til et for højt indhold af urinsyre i blodet, da mangel på væske i kroppen i forbindelse med denne behandling fører til en større genoptagelse og en nedsat udskillelse af urinsyre. Acetylsalicylsyre, nikotinsyre og alkohol kan også føre til for høj urinsyre i blodet.

Behandling 

Behandlingen består i at stoppe anfaldene og forhindre nye. Desuden i at forebygge ophobning af urinsyre i led, nyrer og andre steder og på den måde forebygge komplikationer. Målet er også at forebygge nyresten og følgesygdomme som fedme, for meget fedt i blodet, dårlige nyrer og for højt blodtryk. Anfaldene behandles medicinsk oftest med kolkicin, indometacin eller stoffer fra ibuprofengruppen (NSAID-stoffer. Det er vigtigt, at behandlingen af anfald iværksættes så tidligt som muligt. Den skal fortsætte, indtil 3-4 dage efter, at alle tegn på inflammation er væk. 

Forebyggelsen består først og fremmest i langsomt vægttab (hurtigt vægttab kan udløse anfald) og undgåelse af ting i kosten, der kan medføre for stor dannelse af urinsyre. Desuden strengt mådehold med alkohol som vin, spiritus og øl, der helst bør undgås helt. Det er vigtigt at drikke meget vand og at få daglig motion. Man bør spise regelmæssigt og ikke for store måltider, gerne mellemmåltider. Det er godt at spise grønsager flere gange dagligt af alle slags, undtagen bønner, linser og gule ærter. Fisk og fiskepålæg er godt, undtagen ansjoser, makrel og sild. Spis kun lidt kød, kødpålæg, æg, ost, smør, fløde og margarine. Undgå kødsuppe, kødekstrakt og bouillonterninger, lever og nyre, der indeholder meget purin, der bliver til urinsyre i kroppen. Det bedste er at komme til at snakke med en diætist. 

Det kan også være nødvendigt at give medicin, der øger udskillelsen af urinsyre. Man anvender oftest stoffet allopurinol, der nedsætter dannelsen af urinsyre ved at standse nedbrydningen på stadiet før urinsyre, der et letopløseligt og let udskilles. Sværere bivirkninger er ualmindelige. De hyppigste er hududslæt, ganer fra maven, diaré og hovedpine. Den medicinske behandling overflødiggør ikke den øvrige forebyggelse, som bør forsøges først.

Følgende alternative råd kan også forsøges: Bland et snapseglas olivenolie med fem dråber enebærolie og masser det ramte led flere gange dagligt. Tag et koldt fodbad, tilsat ti dråber enebærolie og ti dråber rosmarinolie til to og en halv liter koldt vand. Is og koldt vand er god førstehjælp, men kun tyve minutter ad gangen. Skvalderkål kan bruges som omslag på leddet. Djævleklo, fx Pagosid, kan dels bruges til behandling af anfald, og samtidig nedsætter midlet urinsyre i blodet og kolesterol. Visse homøpatiske midler kan også hjælpe. Fx Aconite (venusvogn, stormhat) 12 C, Belladonna 12 C og Colchicum 12 C. Også Urtica urens 12 C (amerikansk anbef.). 

Til forebyggelse af urinsyregigt kan, udover ovenstående råd om kost, væske, motion etc., kan det anbefales at tage et dagligt tilskud af fiskeolie, som modvirker de betændelsesagtige forandringer i leddene. Hørfrøolie er også godt. Folinsyre, der er et B-vitamin, hæmmer det enzym, der er ansvarligt for produktionen af urinsyre i kroppen (xanthin oxidase), og der er rapporter om god virkning af vitaminet mod forhøjet urinsyre. Dosis skal så være på 10-40 mg folinsyre dagligt. Folinsyre i denne styrke fås kun på recept. Store doser folinsyre kan have indflydelse på virkningen af nogen epilepsimidler og kan sløre symptomerne på mangel på B12-vitamin, så det bør kun gives efter undersøgelse af og aftale med en læge. 

Stoffet quercetin, der findes i meget frugt og grønt, især i løg, hæmmer også produktionen af urinsyre på lignende måde som lægemidlet allopurinol. Kan også tages som tilskud. Daglig indtagelse af kirsebær (friske eller fra dåse) har vist sig meget effektivt at kunne sænke urinsyreindholdet i blodet, men man skal tage et halvt pund dagligt. Blåbær skulle også have samme virkning og formentlig også hyldebær. Det er stofferne anthocyaniner i de dybe rødblå farver, der virker.

 
Bløddelsgigt ved sukkersyge

Ledstivhed med smerter og indskrænket bevægelighed mm. hos diabetikere er en kendt senkomplikation. Der er større risiko for springfinger hos diabetikere. Diabetikere har også større risiko for at få seneskrumpning i håndfladerne, og det er netop en skrumpning isenebånd, der omslutter senerne til fingrene, der giver springfinger, hvis det da ikke skyldes hævelse på grund af overbelastning. 

Diabetikere har også større risiko for at udvikle sammentrækning af bindevævet omkring leddene, med indskrænket bevægelighed og stivhed af led, fingre og hænder. Kaldes også "stiff hand syndrome" stiv hånd syndrom. Skulderleddene bliver ikke sjældent angrebet. Hyppigheden af carpal tunnel syndrom (for snæver håndledskanal med tryk mod nerver, blodårer og sener, medførende føleforstyrrelser og smerter samt nedsat kraft i hænderne) er også større hos diabetikere. Andre grunde til carpal tunnel syndrom kan være leddegigt eller for lavt stofskifte.

Det har noget at gøre med kollagendannelsen i bindevævet, på grund af ændring af æggehvidestofferne som følge af en forbindelse mellem dem og sukker. Det samme som sker med æggehvidestoffet hæmoglobin i de røde blodlegemer, det man måler som hæmoglobin A1c eller sukkerhæmoglobin, langtidsprøven ved diabetes. Jo højere det gennemsnitlige blodsukker ligger, jo større risiko for omdannelsen af proteinerne (æggehvidestofferne). 

Det er dog ikke alle med forhøjet gennemsnitsblodsukker, der får disse komplikationer, så der spiller nok også en arvelig tilbøjelighed ind, og muligvis andre ting også, blandt andet kvindens overgangsalder, da fx skulderproblemer ikke sjældent ses hos kvinder lige efter overgangsalderen og forsvinder efter et par år. Det vigtigste, man selv kan gøre for at undgå problemer med led og sener etc., er at overholdespillereglerne for at leve godt med diabetes, fx den rigtige kost og daglig motion, og dermed holde sit blodsukker nede på et rimeligt niveau. Det er heller ikke godt at overbelaste sine led, men det er på den anden side vigtigt at bevæge dem og i det hele taget at få motion . 

Nogen diabetikere har haft meget god effekt af akupunktur eller zoneterapi. I nogle tilfælde kan smerterne forsvinde med tiden . Jeg vil anbefale et godt tilskud af antioxidanter, da det viser sig, at diabetikere har brug for mere af disse end andre. De findes naturligt i grønsager, frugter og krydderier, men det vil nok være fornuftigt at tage et tilskud af fx: 750 mg C-vitamin to gange daglig samt en kapsel dgl. af E-vitamin 335 mg. Flere diabetikere har meldt, at de har haft glæde af at tage chlorella, formentlig på grund af dettes indhold af mikronæringsstoffer. Fiskeolie er også godt for diabetikere, ligesom man kan anbefale naturmedicin mod gigt.

 
Kold skulder

Kold skulder frozen shoulder -er en slags betændelsesreaktion i vævet omkring et skulderled. Det er kapslen, der "klistrer" sig fast på overarmens kuglehoved i skulderleddet. Det har ikke noget med bakterier at gøre, men kan komme efter senebetændelse eller slimsækbetændelse i skulderleddet. Ofte er der dog ingen sygdom iøvrigt i skulderleddet. Kold eller frossen skulder kan også komme i forbindelse med en systemlidelse i kroppen, fx sukkersyge, kronisk lungelidelse eller blodprop i hjertet. Holdes armen stille i længere tid, forværres symptomerne og bevægelsesindskrænkningen. Det er derfor vigtigt så hurtigt som muligt at få skulderen igang igen ved skader. Her kan man have hjælp af en trisse, der sættes op, så man med den raske arm kan trække den ramte skulder/arm op ved hjælp af en snor, der går op over trissen og har et håndtag i begge ender.

Det er oftest kvinder over 5o, der rammes af kold skulder, men mænd kan også få det. Smerterne og stivheden udvikles i reglen gradvist i løbe af nogle måneder, skulderen bliver øm, og på røntgenbilleder kan man se afkalkning. Det er ikke umuligt, at hormonbalancen har betydning. I de fleste tilfælde forsvinder lidelsen efter l2-l8 måneders forløb, men hos nogen kommer der vedvarende bevægeindskrænkning.

Behandling har som regel ikke større effekt, men fysioterapi med fx laserbehandling eller ultralyd kan lindre meget, og indsprøjtninger med binyrebarkhormon også. Da der er knoglesvind og kalksvind ved lidelsen, er det dog ikke så godt at give binyrebarkhormon. Akupunktur eller zoneterapi har hos nogen en helt udmærket effekt på kold skulder. Det er min favoritbehandling.

Jeg kan anbefale et dagligt tilskud af calcium 1000 mg med magnesium og D3-vitamin samt en sund, grøn kost og tilskud af vitaminer-mineraler samt antioxidanter. Desuden daglig gymnastik og motion. Fra en lytter har jeg fået et råd om at bruge omslag med bukkehornsfrø:. Din lægeside sidst i november angående bukkehornsfrø var meget interessant, men der manglede en ret vigtig side af frøenes egenskaber, som vi har gode erfaringer med, nemlig brugen af knust bukkehornsfrø, anvendt som grødomslag mod seneskedebetændelse. Jeg har anbefalet det til adskillige, som havde haft konstante smerter i ugevis, og som blev meget forbavsede, når betændelsen forsvandt på rekordtid. 

Vi ved jo, at seneskedebetændelse kan være svær at få bugt med. Jeg har haft det periodevis i begge arme, men lægen havde ikke andet end binyrebarkhormon at byde på. Et godt eksempel på frøenes effektivitet fik jeg for et par år siden. Jeg kunne ikke bevæge venstre arm i skulderleddet, men nok i albue og håndled. Lægen kaldte det en frossen skulder og forklarede mig samtidig, at der var betændelse i seneskederne. Jeg lagde bukkehornsomslag på fem gange om dagen, og lod sidste omslag blive på om natten. Kun 3½ døgn senere var jeg fuldstændig rask. På det tidspunkt var jeg knap 80 år. Jeg kan forestille mig, at det også vil være et udmærket middel mod podagra, men kender ingen konkrete eksempler herpå.

Grøden fremstiller jeg af 3-5 teskefulde knuste bukkehornsfrø, som jeg tilsætter så meget vand, at det kan dampe væk på ca. to minutter under omrøring og ikke for heftig varme. Jeg anbringer det så i en linnedklud og lægger det på, når det ikke brænder mere. Efterfølgende dækkes med et håndklæde og evt. plastic for at undgå skader på tøjet. Rådet gives hermed videre til fri afbenyttelse af Eigil Nørgaard
Tak for rådet. 

Der er heldigvis mange ældre, der er i besiddelse af viden om gode og virksomme midler mod forskellige sygdomme, og det er vigtigt, at de kommer frem som alternativer til lægemidler, der ofte har mange bivirkninger. 

Huden er ikke kun et dække for kroppen. Den er et selvstændigt organ og kan optage næsten alt, som den kommer i kontakt med. Bukkehornsfrø – Trigonélla foénum graécum – er et meget anvendt krydderi i Østen. Det er fx en fast bestanddel i karry. Det er slimløsnende, næringsrigt, modvirker mavekatar og forstoppelse, og det har også en kolesterolsænkende og blodsukkersænkende virkning, især hos type 2 diabetikere.

Udvortes kan det bruges mod sår, betændelse i huden, muskelsmerter og urinsyregigt (så læseren har ret i, at det kan bruges mod podagra). Der er ikke rapporteret bivirkninger. Flere af stofferne modvirker inflammation – de betændelsesagtige forandringer, der findes ved bl.a. seneskedehindebetændelse – så der er god baggrund for rådet.

 
Fibromyalgi

Fibromyalgi er en sygdomsenhed, en art muskelgigt, som forvirrer lægerne, da der ikke er ret mange sikre objektive forandringer. Det er ikke nogen ny sygdom, men flere og flere får den tilsyneladende. Den hører hjemme under gigtlidelserne. Det er en kronisk lidelse, der især rammer kvinder mellem 30 og 50 år. Mænd kan dog også få den. 

Hovedsymptomerne er brændende, sviende smerter i musklerne, nedsat muskelkraft, kroniske smerter i senehæfter og evt led. Der findes rundt omkring på kroppen 18 særlig ømme punkter, kaldet tender points, og 11 af disse skal være udtalt ømme ved tryk på dem. Smerterne skal sidde i begge sider af kroppen og både ovenfor og nedenfor taljen. Der er typisk udtalt træthed, stivhed og søvnen er dårlig. 

Desuden er der en række ukarakteristiske symptomer som svimmelhed, hovedpine, synsforstyrrelser, lydfølsomhed, problemer med hukommelsen og koncentrationen, kvalme, maveproblemer med diaré eller forstoppelse, vandladningsproblemer, dårligt immunforsvar, hedeture, hjertebanken, indre uro og stress/angst. Disse symptomer optræder både enkeltvis eller flere ad gangen og er ikke til stede hele tiden. Symptomerne kommer i bølger, med gode og dårlige dage.

Årsagen til fibromyalgi kendes ikke, sandsynligvis er der flere forskellige. Noget tyder på, at omsætningen af signalstoffet serotonin i hjernen er forstyrret, og der lader også til at være en nedsat mængde af aminosyren tryptofan i blodet. Søvnforstyrrelser medførende ændringer i kroppens hormonbalance og det ubevidste nervesystem kan også være en forklaring. Man har også villet forklare det med psykologiske årsager, men undersøgelser har vist, at de psykiske forandringer kommer efter de andre, altså på grund af sygdommen. 

Noget kunne tyde på, at mave-tarmfunktionen og intolerans eller allergi over for fødemidler kan være medvirkende til symptomerne ved fibromyalgi. Der er en række andre lignende tilstande, fx træthed efter virussygdomme, kronisk træthedssyndrom og kronisk smertesyndrom, der kan minde om fibromyalgi, og forandringerne kan også være en følge af fx hypermobilitet ("løse led"), bindevævssygdomme, andre muskelsygdomme, for lavt stofskifte og forstyrrelser i kalkomsætningen i kroppen. 

Behandlingen er ikke let. En god hjælp kan være behandling med medicin mod depression, der hjælper på både smerter og søvnforstyrrelser. En nyere undersøgelse har vist, at kombinationen af 20 mg fluoxetin ("lykkepillen" Fontex) om morgenen, og 25 mg amitriptylin (kendt som bla. Saroten, et af de "gammeldags" midler mod depression) er bedre end at give kun et af præparaterne. Før man forsøger dette, vil jeg dog anbefale, at man forsøger med et præparat med prikbladet perikum - hyperikum, også kaldet "den grønne lykkepille", fx Velzina eller Calmigen. 

Individuelt tilrettelagt, hensyntagende og blid træning, fx i varmtvandsbassin, har også vist sig at hjælpe noget. Træning af kropsbevidstheden, fx ved Mensendieck gymnastik, og at lære udspænding og afspænding kan også give et bedre funktionsniveau og gøre livet mere tåleligt samt give større smertetolerance. 

Hovedprincippet er som ved al anden gigt at bevæge uden at overbelaste. Små gåture, de kinesiske gymnastikformer Tai-Chi eller Qi Gong, cykling og saunabesøg kan være forsøget værd. Man skal lade være med at sove, sidde, stå eller gå for længe ad gangen og endelig ikke overbelaste, heller ikke de dage, hvor man har det godt. Kosten skal være sund og varieret. Et tilskud af B-vitaminer (især B6 er vigtigt) og magnesium (Mablet) sammen med en sikring af en tilstrækkelig tilførsel af aminosyren tryptofan (findes særlig i byg, hvede, Camembertost og kvark) er vigtigt. 

En kombination af ingefær og en god dosis C-vitamin har hjulpet mange. Svovl, fx i form af MSM - methylsulfonylmethan - er godt for brusk, ledfunktionen og bindevæv samt for tarmfunktionen mm. Det kan købes hos Panacea Helse, Slangerup. Tlf. 48 27 71 10. Man kan også få det i pulverform i helsekostbutikker.

For maven kan man forsøge med Vita Biosa, der består af sunde bakterier og andre mikroorganismer, der danner vitaminer og antioxidanter samt giver en sund bakterieflora i tarmene. Det er totalt uskadeligt og kan købes hos Matas og i helsekostbutikker. Man kan læse om det på Internettet på www.emro.dk (siden opdateres ikke mere, besøg i stedet www.biosa.dk, red.) Hjernefunktionen kan trænes ved meditation, yoga eller autogen træning, kreativitet, daghøjskoler og private diskussionsklubber. 

Smerter skal sættes på plads, så de ikke fylder for meget, og i denne forbindelse kan kognitiv adfærdsterapi hos en dygtig psykolog, evt. hypnose, hjælpe fibromyalgiramte til at få et bedre liv. Musik er udmærket smertestillende. Mod smerter kan ingefær eller djævleklo, gerne som nævnt i kombination med C-vitamin, forsøges. Ved stærkere smerter en kombination af paracetamol og kodein.

Elektroakupunktur har vist sig at kunne lindre en del ved fibromyalgi. Transkutan nervestimulation - TNS - hjælper også nogen godt. Man kan enten bruge et TNS-apparat, hvor to ledninger sættes fast på huden med en lap, og der sendes så en svag strøm gennem en del af kroppen. Mange mennesker har et sådant apparat liggende, fx Slendofit, der blev solgt som slankehjælp. Man kan også anvende den lille håndholdte Pain Gone R, der kan købes for 299 kroner hos Matas. Ved at trykke i den ene ende, dannes der en spænding på 16-18.000 volt, men næsten ingen strømstyrke (ampere), så det gør ikke ondt at bruge den. Man sætter spidsen mod de ømme punkter og trykker 25 gange hvert sted, og det kan man gøre så tit og ofte, som det er nødvendigt.

Det er en god idé at mødes med andre, der har fibromyalgi. Der findes tre hovedmuligheder: Fibro Netværk Danmark, Dansk Fibromyalgiforening, og Gigtforeningen tlf. 31 31 12 13. Gigtforeningen har fibromyalgigrupper flere steder i landet.

16-08-2002
Publiceret alternativinfo: 08-02-2003

Relaterede artikler: 
Gigt og rheumatisme af Erik Kirchheiner, forskningsleder og forfatter

Se også: 
Symptom index: Gigt 
Om TV-program / video: Gigt... - og hvad så? 
Alkohol kan forebygge leddegigt 
Hash bliver stueren super-medicin 

Interessante links: 
Forskning lægger løbemyte i graven (Jyllands-Posten 15-08-2013)
Noget de fleste løbere har hørt eller talt om er, om flere ugentlige hårde løbetur øger chancen for at udvikle gigt i leddene. Forskere har fulgt næsten 90.000 løbere i en lang årrække og konkluderer, at løbere kun udvikler gigt i halvt så mange tilfælde som andre mennesker.

Børn med gigt oplever smerter, efter sygdommen er taget af (Videnskab.dk 27-07-2013)
Også børn kan få gigt, men for nogle af disse børn er smerter fortsat et dagligt problem, selvom sygdommen er velbehandlet. Hvorfor stopper smerterne ikke altid med sygdommen?<

Dårlig søvn kan give smertelidelser (Videnskab.dk 29-11-2011)
Kvinder med søvnproblemer har højere risiko for at udvikle sygdommen fibromyalgi.

Home > Artikler > Gigtlidelser
29-11-2021