Nissernes oprindelse... (alternativinfo)  
alternativinfo
Søg  |  Menu  ≡ 
 

    Følg os på Facebook 

Annonce


Alternativinfo er ved at skifte layout, hvorfor siderne kan vises forskelligt, og der kan forekomme forstyrrelser i driften.

Nissernes oprindelse...
- eller: Da Guderne blev "alternative"

Af PER MEISTRUP

Nissen på loftet

Det var en lille juleaften og min kæreste og jeg var på vej i bil for at besøge nogle venner. Sneen dalede tungt ned denne mørke aften - sådan et rigtigt julevejr, hvor man kun kan lade positivt op til den forestående højtid. Vore venner var netop flyttet til en ny by og på vej dertil skulle vi passere gennem en lille flække. Da vi kommer rundt i svinget og drejer ind i den lille landsby, ligger en firelænget bindingsværks gård lige foran os i et T-kryds og dér sidder han med sin tændte lygte i den åbne kvistluge, mageligt tilbagelænet i halmen og spiser grød oppe på loftet.

Sådant et syn er overvældende og vi må naturligvis standse og se nøjere på denne skabning, der åbenbarer sig foran os - fuldstændig som i et eventyr.

Det er selvfølgelig en nisse.


Nissen på loftet - de senere år er skægget vokset 
og han er blevet klædt på som "Julenisse".

I de følgende år er en del af Julen blevet en tur gennem den lille landsby, for at hilse på ham - han dukker nemlig op hvert år i begyndelsen af december måned og hygger sig med sin grød, deroppe på loftet. For når vintermørket sænker sig over Norden, så myldrer de frem alle steder - nisserne, en tradition vi nødigt vil være foruden.

Disse små skabninger, hænger pludselig ned fra billedrammer og reoler, befolker hele små landskaber med kirke og kælkebakke eller udøver blot spontant deres virke på borde og skabe rundt om i de små hjem - for mange familier er de blevet uundværlige venner i den mørke tid.

Men hvor kommer de fra?

 
Den joviale Julemand

Nogle vil sikkert påstå, at nisserne er Julemandens hjælpere - de såkaldte hjælpenisser, der arbejder i hans værksted og sørger for ethvert artigt barn får en gave ved vintersolhvervs festen. Og den fyldige, joviale Julemand med det velkendte ansigt, han må være "overnissen" - nissefolkets boss.

En barnetro vi troligt holder i hævd og det er som om en ulykke rammer os, når man mister troen på Julemanden. Og alligevel rammer troløsheden ikke helt nissefolket - de vender sandelig troligt tilbage hvert år, som de har gjort i så mange år før. Sådan har det åbenbart altid været, for vi forbinder nemlig Julenissen med "De gode gamle dage".

Det er imidlertid ikke nogen forklaring og da slet ikke på vor moderne opfattelse af Julemanden, der i virkeligheden blot er resultatet af et velkendt læskedrik firmas reklamekampagne i 1930'erne. I amerikanske blade bragte det nemlig op til Julen en annonce med et billede af en fyldig, glad og smilende mand med hvidt hår og skæg, iklædt tøj i firmaets farver. Et fremragende billede og den glade mand var naturligvis udstyret med en af virksomhedens så karakteristiske flasker.

Det var for øvrigt firmaets reklamechef af svensk afstamning som fik idéen, inspireret af sit hjemlands juletradition - dog ikke mere patriotisk end, at den joviale Julemand tilskrives at bo på Nordpolen, Grønland - altså upatriotisk dansk grund - dog i konkurrence med finnerne, som også gør krav på hans hjemegn eller oprindelse - måske på grund af rensdyrene?

Før dette kommercielle islæt var nisser alvorlige skabninger - vel nærmest sure, som det for eksempel også fremgår af en vore gamle sange om den arrige nisse på loftet, der sidder og spiser sin julegrød.

Historien om Julemanden forklarer altså ikke nissernes tilstedeværelse.

En lille anekdote til julemandens slæde: Majbritt Vogtmann skriver i sin artikel om hvor tarokkortene stammer fra, at kortet Tidens Triumf, der forestiller en gamle mand - der har vinger. Hans vogn trækkes af rapfodede hjorte. Hjortene minder om de rensdyr, der trækker Julemandens kane. Og de kan jo også flyve. Læs i øvrigt mere om tarokkort i artiklen: Hvor kommer tarot fra? (note, 27-11-2011). I følge Videnskab.dk (09-12-2011) blev Julemanden første gang udstyret med rensdyr i 1823 i en børnesang af den amerikanske digter Clement Clarke More.

 
Da nissen fik "tinglyst" sit krav om grød

Da jeg for nogle år skulle lave et radioindslag om juletraditioner var nissernes oprindelse et oplagt emne. Hvad var derfor mere selvfølgeligt end at vende tilbage til landsbyen med min nisseven med lampe og grød, deroppe på loftet. Da jeg ikke mente at en sur nisse er den allerbedste at interviewe, bankede jeg, udstyret med båndoptager og mikrofon, på døren til gårdens hovedbygning i forventning om, at få en naturlig forklaring på ham der, de satte grød op til på loftet.

En yngre mand åbnede og virkede noget forvirret over min underlige tekniske udrustning og mine mærkelige spørgsmål om nissen - den historie kendte han sandelig ikke noget til. Han havde købt gården for nylig og en del af købeaftalen gik ud på, at hvert år i december skulle nissen have grød - men han vidste ikke hvorfor. Han sagde imidlertid, at jeg kunne jo prøve at spørge det ældre par, der havde solgt ham gården - de boede nu i nabobyen.

Her havde jeg mere held. Det pensionerede landmandspar inviterede mig indenfor til kaffe og fortalte velvilligt historien om nissen på loftet.

Det var engang for mange år siden, hvor en kalv var blevet syg. Gårdens karl sagde for sjov til børnene, at det nok var nissens værk, fordi man ikke havde sat grød op på loftet til ham. En skål grød blev derfor stillet op om aftenen. Den følgende morgen var skålen tom og i løbet af et par dage blev kalven rask.

Nu var børnene overbevidst om, at der måtte være nisser - eller i hvert fald én nisse - oppe på loftet. De var nemlig kravlet op af stien og helt sikre på, at de også havde set en - eller i det mindste set et nisseansigt. Selvom konen mente, at det nok var kattene, der havde spist grøden, så insisterede børnene og fatter måtte op på loftet og se efter. Deroppe lå en roe i halmen - det var den børnene havde set og mente var et nissehoved.

Men kalven blev jo rask og børnene troede på nissen, så året efter lavede fatter en halmdukke med et roehoved, den fik tøj på og sat op på loftet - og sådan blev traditionen med min nisseven til, for mange år siden. Børnene er for længst voksne, men nissen sidder der stadig hver julemåned og nyder sin "tinglyste" ret til grød.

 
Nissernes kirke

Selv om jeg ikke fandt frem til nissernes oprindelse, så var der altså en ganske naturlig forklaring på min grødspisende nisseven oppe på loftet. Jeg skulle netop til at sige tak for kaffe og gæstfrihed, da den pensionerede gårdejer pludselig fortsatte: "Ja, men nisserne er nu rigtige nok!"

Og så fortalte han:

"For mange, mange år siden, da man skulle bygge en kirke i Karlstrup, begyndte man at bygge den midt i landsbyen. Men nisserne ville ikke have kirken dér, så hver nat rev de stenene, arbejderne havde rejst om dagen, ned og bar dem langt ud på marken. Det blev ved med at gentage sig, nat efter nat, og til sidst var befolkningen i Karlstrup så trætte af deres kontrovers med nisserne, at de besluttede sig for i stedet at bygge kirken dér, hvor nisserne bar stene hen. Og sådan blev det - derfor ligger Karlstrup Kirke ikke midt i landsbyen som en kirke bør - men helt for sig selv, midt ude på markerne." (1)

Og det er jo rigtigt nok - jeg kender kirken og den ligger ganske rigtigt, helt forkert uden for landsbyen - midt ude på markerne. Denne påstand måtte undersøges nærmere.

Forklaringen dukkede imidlertid uventet op, da min kusine og hendes mand, der er journalist ud i det historiske og arkæologiske, kom fordi. De var i området, fordi de havde været ude og se på en "motte" i nærheden.

En hvad for noget? Jeg mente at høre det som "en måtte" - åbenbart journalist-slang for måske et nyt tæppe?

Nej - en "motte". Og så blev jeg ellers belært om, at en motte er et middelalderligt forsvarsværk - en lille jordhøj, hvor der engang på toppen har været et palisadeværk eller lille fort af planker. Egentlig regnes denne type fæstning for udviklet af normannerne for omkring tusind år siden.

Selvfølgelig skulle jeg med ud og se motten - det var såmænd højen foran Karlstrup Kirke - højen jeg troede var en gammel gravhøj.

Vi besteg motten og forklaringen om Karlstrup Kirke åbenbarede sig - for oppe fra motten var der et godt udsyn over hele området og ud over Køge Bugt. Heroppe kunne man holde øje med det hele og se hvilke skibe, der var på vej ind. På de nypløjede marker ved siden af, kunne man ane skæret af nogle rødlige linier i jorden. Det var resterne af en gammel høvdingegård, fik jeg at vide. Tilbage i middelalderen eller nærmere betegnet den sene vikingetid, boede her en stormand eller høvding og motten var hans fæstningsværk i tilfælde af angreb og i øvrigt hans udkigspost.

Kirken var altså stormandens private og i dag det eneste, der er tilbage af gården - en smuk gammel middelalderkirke fra omkring 1100-tallet opført i kampesten og særegen ved, at have loft af stokværk i stedet for hvælvinger. Derfor har kirken denne usædvanlige placering, uden for den nuværende landsby.

Der var altså også en naturlig forklaring på "nissernes kirke".

 
Da Guderne blev "alternative"

Nu er der jo sjældent røg uden ild og måske var der mere i den gamle fortælling om nisserne, stenene og kirken - i hvert fald havde historien bragt mig helt tilbage til vikingetiden, i min søgen efter nissernes oprindelse. Tilbage til en tidsgrænse for en helt anden tro.

Og se - her viser de sig pludselig i al deres magt og vælde. Nisserne stammer nemlig fra vore egene forfædre og de kommer såmænd fra de vidtstrakte, russiske stepper.

Som enhver anden god historie begynder denne også med "Der var engang...":

Der var nemlig en gang folk på de russiske stepper. De forsvarede sig modigt mod deres fjender indtil de en dag besluttede at søge nye græsgange i et mere fredeligt område, fri for Jætter. Deres høvding Odin, førte dem til et nyt, frodigt og grønt land, bestående af en masse små øer. Midt i dette ørige slog de sig ned og opkaldte deres boplads efter høvdingen, som så modigt havde ført dem til det forjættede land - bopladsen kendes for øvrigt i dag som byen Odense.

Folkets erindring om deres fordums heltemodige bedrifter på de vidtstrakte stepper blev til legender, som de fortalte i den mørke vintertid, og efterhånden blev legendernes helte til folkets Guder - de kaldte dem for Odin, Balder, Thor, Frej... og så videre - og Guderne blev en levende del af folket og deres daglige gøremål.

Sagnene siges også at fortælle, at ved vintersolhverv kom Odin med gaver til børnene.

Men en dag dukkede en helt ny og anderledes Gud pludselig op sydfra og i løbet af kort tid fortrængtes "De gamle Guder". Folket acceptere deres høvdinges tro på den nye Gud, dog med det forbehold, at den ny Guds tilhængere helst ikke måtte bruge deres larmende klokker. Alligevel ville folket ikke helt slippe "De gamle Guder", som trods alt havde fulgt dem så længe. Så for alle tilfældes skyld beholdt de dem - om end ikke så synlige. "De store gamle Guder" måtte gøres mindre og gemmes af vejen under jorden, under sten og på lofter - og sådan opstod folkets tro på "De underjordiske", på "Trolde" og på "Nisser". Den første nisse-beretning kendes fra slutningen af 900-tallet, kort efter Harald Blåtand proklamerede at havde omvendt sit folk til troen på den ny Gud. (2)

Det er klart for enhver, at denne nedværdigelse fra at være "De store Guder" til at blive nogle små alternative, der endda er gemt af vejen det meste af tiden, gør "De gamle Guder" noget sure i betrækket - derfor blev nisserne nogle sure og til tider arrige, små skabninger, der alligevel dukker op og hjælper menneskene.

Og selvfølgelig bør man takke de alternative Guder for hjælpen - det gør man med en god gang grød, især i den mørke vintertid - som det er beskrevet af en præst i 1500-tallet, der beklagede sig over at "hint huslige Spøgelse, Nisse eller Grådpue æder Grød dyppet i Smør".

Op igennem 1700- og 1800-tallet nærmest bugner folkelitteraturen om nisser. De bor oftest på gårde, men kan også være skibsnisser eller kirkenisser. De er normalt klædt med rød hue, gråt tøj og træsko, lige som datidens bondefolk. De er typisk på højde med en 12-årig knægt. Behandler man ikke nisserne ordentligt, så bliver de drilske eller fortrænger til et andet sted. Det fortælles for eksempel, at den sidste nisse forlod Samsø i protest mod "den store ding-dang i Tranebjerg Kirke" - han drog til Norge "hvor der endnu lever nisser".

For øvrigt opstod begrebet "ligeberettigelse" blandt nisser først i midten af 1800-tallet - før den tid kender man nemlig kun til nisser af hankøn.

 
De Gamle Guder lever stadig

Da jeg købte gåden Evashøj i Karlstrup i 1990, skulle en større ombygning påbegyndes - blandt andet for at gøre bygningerne egnet til at huse en moderne multi-media virksomhed.

Som så mange gamle landejendomme er Evashøj også bygget af flere omgange, oprindeligt påbegyndt som et bindingsværkshus omkring 1805 og tilføjet en stald til dyrene i slutningen af 1800-tallet. En del af denne staldbygning var til gårdens heste - alt afgørende for at kunne dyrke de omkringliggende marker. Efterhånden som den gamle bygning blev pillet fra hinanden fremstod de oprindelige rå loftsbjælker - og se, over hver af de seks gamle båse kunne man skimte malingen med hestens navn - navne på "De gamle Guder" som Balder, Frej, Thor... 

Min kusines mand, journalisten med speciale ud i historie og arkæologi spurgte mig om vi ikke havde fundet et eller andet offer for at beskytte dyrene. Jo - da vi havde brudt hestenes store stentrug ned, lå der indstøbt i bunden et øksehoved af jern - en Thors hammer.

- Vi bør nok for alle tilfældes skyld sætte en skål grød op på loftet til Jul...

Evashøj, 15. december 2000
Opdateret 27-11-2011 (afsnit og note om Julemanden)


Noter:
1:

Beretningen om troldene og kirkebyggeriet stammer tilsyneladende fra Lund Domkirke i Skåne. Her var det ifølge legenderne St. Laurentius og trolden Find der havde en fejde om kirkebyggeriet.
(Kilde: Guldhornenes tale af Dan Hemming, DHH 1979)
2:
Troen på "Nissen" er muligvis langt ældre og kan føres helt tilbage til stenalderen. Navnet Nissen eller Nis er antageligt udledt af helgenen Nikolaus, som jo senere blev forbillede for Santa Claus (Julemanden). I Norge og Sverige kaldes han for Tomten eller Tomtegubben, hvilket henviser til at han er husgrundens eller rettere tomtens vætte. Dyrkelsen af Tomten stammer fra skikken med at begrave ofrede mennesker i husgrunden. Den begravedes ånd bliver til Tomten eller Nissen og ham skal man være en god ved, for han kan være til megen gavn. Ofrer man ikke til ham, bliver han ond. Der findes fund fra yngre stenalder af en lergryde med en stor grødske af træ - den har givetvis været fyldt med grød og sat som et offer til Nissen.
(Kilde: Guldhornenes tale af Dan Hemming, DHH 1979)

Relaterede artikler: 
Efter alle Julemærker at dømme... 
Julemandens rensdyr 
Misteltenens mysterium 

Links: 
Karlstrup Kirke (Wikipedia)
Julenissens bedsteforældre hjalp til på bondegården (Videnskab.dk 14-12-2011)

Andre interessante links: 
Få styr på myterne om julemanden (Videnskab.dk)
Hvordan opstod troen på Odin? (Videnskab.dk)
Hvor store er nisser? (Videnskab.dk)
Julen er en kopi af romernes fest (Videnskab.dk)
Vikingerne åd og drak julen væk (Videnskab.dk)

Kilde referencer: 
Power FM (1992)
Piet van Deurs
Køge Museum
Tidsskriftet Fakta
4000 Years of Christmas (Ulysses Press, California 1997)
Guder og Helte i Norden (Politikens Forlag 1972)
"De pokkers nisser" (Dagbladet, 16. december 1993)

Fotos / Images: 
1. Nissen på loftet, © 2000 Klaus Randrup (PMP)
2. Santa Claus, licens fra © Foto Research
3. Karlstrup Kirke, © 2000 Klaus Randrup (PMP)
4. Gl. kobberstik, angiveligt »Nissen i Tirup fodrer den hvide hoppe«, et træsnit af Andreas Flinch 1842 (Public Domain)

Home > Artikler > Nissernes oprindelse...
01-12-2021


Per Meistrup
Per Meistrup
er web-redaktør. Oprindeligt er han uddannet i navigation og flight-planning indenfor luftfart og var tilknyttet Sterling Airways fra 1970 og næsten 10 år frem. Desuden har han arbejdet med professionel lyd og musikbranchen i 30 år.
Per Meistrup har også været musiker, beskæftiget sig med teater, været pladeproducer, leder af en radiostation og programvært. Fra 2006 har han valgt primært at hellige sig journalistik og forfatterskab, og har bosat sig i Sydøstasien på Koh Samui, en thailand
sk ø i Siambugten.
Artikler af
Per Meistrup:
Alternativ kræftbehandling i Thailand 
Cannabis: CBD eller THC...?
Efter alle Julemærker at dømme... 
Hash bliver stueren super-medicin
Hvad er Akupunktur ?
Hvad er Aura ?
Hvad er Magnetterapi ?
Hvad er Radon ?
Hvorfor alternativ ?
Jordens forbandelse
Julemandens rensdyr
Misteltenens mysterium
Mystisk middelalder “læge-bog” indeholder et ægte budskab
Nissernes oprindelse...
Sankt Hans - en alternativ lysfest
Se også: 
Redaktørens klumme
Om Sfinxen
Annonce
Alternativinfo
Kontakt os
Sitemap
Alternativinfo er udgivet af PMP Group
i samarbejde med Power Media Production ApS.
© 1999-2024, alle rettigheder forbeholdes.
Vi gemmer ingen data.
Vi anvender kun nødvendige cookies.
Tredjepart cookies kan blive anvendt af Google annoncer, YouTube video og AddThis knapper.
Web-design © PMP Group - version: 24-01-2022.