Ved juletid er det en god, gammel tradition at hænge en mistelten op, typisk i en døråbning. Oftest forbinder vi traditionen med kysseri – en tradition som antageligt stammer fra England engang omkring år 1800. Misteltenens kraft varer indtil Hellige Tre Konger. Vi kæder således misteltenen sammen med Julen, men hvad den egentlig har med Juleevangeliet og vor kristne juleskik at gøre, er lidt af et mysterium. De fleste af os kender vist også til misteltenen fra tegneserien Asterix, hvor druiderne skærer den ned fra træerne med deres guldsegl. Vi skal faktisk en tur tilbage til druidernes tid i vor egen nordiske oldtid for at finde svaret og det afslører også nogle nye og spændende historiske fakta. I den nordiske mytologi optræder misteltenen i sagnet om Balders død:
Ofte kan man finde frem til mange af oldtidens svar ved at granske indoeuropæiske ord og stednavne. For eksempel ordet "Mandag", på tysk "Montag" og engelsk ‘‘Monday’’ stammer fra ‘‘Mannus’’, som var vor gudelige stamfader. Selv helt ude i Indien kendes han under navnet ‘‘Mano’’. Som gud er Mannus for længst glemt, men i sproget er han stadig lyslevende og vi finder ham i ord som ‘‘mand’’, ‘‘Maane’’ og ‘‘Mandag’’ samt i stednavne som ‘‘SønderMANland’’. Mannus er den mandlige gud Månen, som er gift med Solen (Ring), hvilket den tyske grammatik husker os på med ‘‘Der Mond’’ (hankøn) og ‘‘Die Sonne’’ (hunkøn). Noget tilsvarende genkendes fra den egyptiske mytologi med Thoth/Hermes (Månen) og Ra (Solen). Ordene ‘‘mistelten’’ og ‘‘mysterium’’ har samme rødder og mysterium betyder rituel indvielse. I oldtiden formidlede man rituelle budskaber gennem billeder frem for tekst, ofte udformet som det vi i dag kalder en tegneserie. Et interessant eksempel på dette er vort danske Gundestrupkar, en stor sølvskål fra kimbrernes udvandring i det første århundrede før vor tidsregning - i slutningen af bronzealderen. Skålens yderside er prydet af ansigter som tilskrives at være druider (rituelle præster) og på indersiden er gengivet et drabeligt ritual med lurblæsere og krigere i en lang række, hvor en af dem puttes i et kar. Handlingen forklares oftest som en druidisk, rituel genfødsel – men den rigtige forklaring er både velkendt og drabelig. De fleste af os
husker nok børnesanglegen ‘‘Bro, Bro, Brille’’. To børn står
som ‘‘Sol’’ og ‘‘Måne’’ med løftede arme, som de andre
børn løber under i en lang række. Når sanges sidste ord synges: Denne sangleg er mindst 2000 år gammel og er det offerritual som ‘‘tegneserien’’ på Gundestrupkarret viser. For at sikre sig at alle krigere mødte hurtigt frem til kamp, var det nemlig en skik, at den kriger der kom sidst blev ofret til guderne Sol og Måne (Ring og Manno) – en skik der for øvrigt også kendes hos Gallerne.
Det største ‘‘tegneserie mysterium’’ fra vor danske oldtid er uden tvivl også det mest kendte fund, nemlig Guldhornene, som kniplepigen Kirsten Svendsdatter fandt på Møgeltønders galgeplads i 1639. Hornene havnede efter nogen tid i "Den kongelige samling for mærkelige genstande" - der senere blev til National Museet. Desværre er de to horn vi i dag kan beskue blot forgyldte sølvkopier baseret på tegninger fra 1640'erne og en kustodes erindring. En sommerdag i 1802 blev de originale guldhorn stjålet og det var tyveriet der inspirerede Adam Øhlenschlæger til at skrive sit berømte digt, som blev begyndelsen på hele århundredets romantiske litteratur periode. Paradoksalt nok boede både tyven og Øhlenschlæger begge i Larsbjørnstræde et par huse fra hinanden, så den romantiske inspiration kan meget vel være kommet mens stykker af guldhornene sitrede i smeltediglen i et køkken få meter længere nede af gaden, mens de blev forvandlet til skospænder. Hvad guldhornene oprindeligt har været brugt til fortaber sig i fortiden. Nogle forskere mener, at de har været rituelle drikkehorn. Et faktum kendes imidlertid, nemlig teksten i det gamle runealfabet på det korte horn: Ek HlewagastR HoltingaR horna tawiðo, oversat: Jeg Lægæst fra Holtet (eller Holts søn) gjorde horn. Men hvem er denne ‘‘Lægæst’’? Vi kender ham faktisk som Liutgast, konge af Danmark, omtalt i midten af det 5. århundrede og han skulle være ‘‘rig paa guld’’. Guldhornene kan altså dateres til omkring 450 – en tid med forandringer i form af folkevandringer og overgang fra bronzealder til jernalder. Normalt henregner man ellers den første danske konge til cirka 900. Hvad betyder så billederne eller rettere ‘‘tegneserien’’ på guldhornene? Vi skal faktisk vende tilbage til sagnet om Balders død og misteltenen som mysterium. Guldhornene er dekoreret med dyre- og fabelfigurer som ved nærmere gennemsyn viser en rituel offerhandling, hvor blandt andet en bueskytte skyder en hjort. Bueskytten er Hød og hjorten er Balder. Vi finder også Odin, men i en noget tidligere betydning, end den Odin vi normalt kender til fra vikingetiden. Det er værd at huske på, at vores ‘‘Onsdag’’, Odins dag, på fransk hedder ‘‘Mercredi’’, Merkurs dag. Odin skal altså sidestilles med Merkur, Hermes, Thoth og Anubis og følger således de døde til Dødsriget eller er Døden selv. Han er her også identisk med Hermod, der jo i sagnet skulle hævne Balder – men Hermod kendes også som konge af Sønderjylland fra det engelske Beowulf sagn. To krigere vogter som ‘‘Sol’’ og ‘‘Måne’’ (offerritualet?). Thor er afbildet som et trehovedet væsen med hammer i den ene hånd og en buk i den anden. Det onde, Loke, symboliseres som fisk – og naturligvis er misteltenen også afbildet.
På det korte guldhorn viser ‘‘tegneserien’’ i første ring Balders drøm om sin forestående død, i den anden skytten Hød der dræber Balder, i den tredje den levende og den døde og Hermod på vej til Hel efter Balder og i fjerde er Hermod fremme ved dødsriget. Resten af det korte guldhorn mangler desværre. På det lange horn gengives i den første ring sagnet om Fenrisulven der bider Thors ene hånd af, den anden viser skytten Hød der skyder en hind. I den tredje ring er drabsscenen blevet til en ren offerhandling, hvor den dødes underliv er skåret op, så der kan spås af indvoldene - en handling der overgik krigsfanger ved juleblotet til minde om Balders død. I fjerde ring fortsætter uhyggelige scener med jætter, der vil overtage Jorden efter Balders død samt en væbnet og stærk mand, der ser ud til at bringe ordren. Den femte ring er uforståelig, med i den sjette vises livstræet (den franske lilje), to heste og en solstøtte – solen blev jo trukket af heste, som det blandt andet kendes til med Solvognen fra Trundholm mose. I den sidste ring er dødsriget låst som billede på Tøkks svar: "Lad Hel beholde, hvad hun har". Vi nærmer os nu en løsning på misteltenens mysterium. Vort sagn om Balders død i den nordiske mytologi har rødder langt længere tilbage end de gæve vikinger i jernalderen – nemlig helt tilbage til bronzealderen. Misteltenen er nøglen, som også bærer det islandske sagn igennem. Mistelten er synonymt med det græske ‘‘mysterion’’, på engelsk ‘‘mist’’ eller ‘‘tåge’’ – i tåge bliver alt jo mystisk. Misteltenen har også magisk betydning, især ved den gamle midvinterfest, hvor man blotede for gode afgrøder – Juleblotet. Det var den 6. dag efter 1. nymåne i det nye år, at druiderne skulle skære misteltenen med deres guldsegl og lade den falde ned på et hvidt klæde – i vor juletradition holder misteltenen sin kraft til Hellige Tre Konger, den 6. dag i det nye år. Hele myten om Balders død er ganske enkelt et mysteriespil – et spil om liv, død og opstandelse. Guden dræbes, kommer til dødsriget og genopstår. Menneskeofringer er typiske i forbindelse med mysteriespil. Mennesket der skal ofres, udgives for at være guden der skal ofres til, bliver tiljublet og derefter dræbt. Odin for eksempel, kendes som de hængte mænds gud – han var selv blevet hængt en gang og derfor ofrede man siden mennesker til ham ved hængning. Også Jesus var et menneske der blev forgudet, tiljublet, ofret og som genopstod på 3. dagen. Balder er sommeren og dagen og lyset. Derfor er han god og alle har kun godt at sige om ham. Han får alt til at blomstre. Hød er vinteren, natten og mørket. Hos Saxo holder han til i kolde lande og hans slæde er forspændt med rensdyr. I de islandske sagn er han blind – som natten. Solen dør for natten og står genfødt op hver morgen. Sommer dør for vinter og kommer alligevel igen.
At Balder døde for Høds mistelten pil ændrer ikke så meget, Hød bliver selv dræbt af Bue og Bue's mor er ingen anden end Rind – som jo er den samme som Ring, altså Solen. Bemærkes bør også, at Balders skib Ringhorne, som bærer hans lig ved bålfærden, har navn efter Solen. Og Odin – han er jo Merkur, Hermes, Thoth og dermed Manno og Månen – og Månen er jo gift med solen. Når vi således hænger den stedsegrønne mistelten indenfor ved midvinter er det både for at beskytte os mod vinterens onde dæmoner, der frygter det grønne, og en hyldest til Balder – et symbol på lyset, den kommende sommer og alt der kun er godt at sige om. Evashøj, Julen 2002 Publiceret
alternativinfo.dk 17-12-2002 Noter: Kilder: Guldhornenes tale af Dan Hemming, Dansk Historisk Håndbogsforlag 1979 Illustreret Videnskab Historie, 2/2007 The Druids by Peter Berresford Ellis, William B. Eerdmans Publiching Co., Michigan, 1995 4000 Years of Christmas by Earl W. Count & Alice Lawson, Ulysses Press, California, 1997 mistelten.dk Illustrationer: Fotos: Licens fra Corel Corporation / Grafisk lay-out: PMP Mistelten-foto: © 2005, Jan Jerszynski, Creative Commons 2.5 (Wikimedia) Tegning: Public domain Relaterede artikler: Mistelten – en supplerende behandlingsmulighed ? af Birgit Aalborg Funch (privatpraktiserende læge) Links: mistelten.dk (Kalundborg Planteskole) ![]() Wikipedia om Bro bro brille ![]() Wikipedia om Guldhornene ![]() Wikipedia om Gundestrupkarret ![]() Wikipedia om Mistelten ![]() Andre interessante links: Julen er en kopi af romernes fest (Videnskab.dk) ![]() Artikel af Erik Haaest om Jon Glaster, aka histrorikeren Dan Hemming (hvis bog “Guldhornenes tale” en væsentlig del af artiklen om Misteltenes mysterium baseres på). ![]() Se også: Efter alle Julemærker at dømme... Julemandens rensdyr Nissernes oprindelse... Home
> Artikler > Misteltenens mysterium |
|