Velfærdssamfundets store paradoks er, at det skaber mere og mere sygdom

Morgendagens rygpatienter ses foran tusindvis af danske skoler hver morgen lidt over otte. Små og halvstore børn belæsset med alt for tunge rygsække, der indeholder dagens last af bøger og gymnastiktøj for slet ikke at tale om det særlige danske fænomen, madpakken.

Et af vor hovedrige velfærdssamfunds helt store paradokser er, at livsvilkårene for masser af børn og voksne skaber mere og mere sygdom. Regeringen har netop lanceret et stort ti-årigt forebyggelsesprogram, der skal højne folkesundheden. Intentionerne i planen er gode, men for at forebyggelsen for alvor kan komme til at fungere i praksis, kræver det en mental revolution. I min egen praksis som kostterapeut, hjælper jeg blandt andet kræftpatienter med at sammensætte en kost- og livsstilsplan, der støtter dem gennem sygdomsforløbet og reducerer risikoen for genindlæggelser. Men flere og flere søger nu også hjælp, fordi de bliver alvorligt syge. Mange kommer med uspecifikke lidelser, som i høj grad er stressrelaterede. De ønsker at få et bedre liv. Få mere energi, at fungere bedre - at blive genopbygget fysisk og psykisk. Sundhed handler med andre ord om udarbejdelse af livsstrategier.

Vi er en gruppe forskere, der sammen driver Dansk Institut for Folkesundhed (DIF). Instituttet er en uafhængig, privat organisation, der består af et tværfagligt sammensat netværk af forskere, det i flere år har arbejdet på at fremme folkesundheden blandt andet ved undervisning af sundhedspersonale, informationsmøder og workshops for patienter og brugere af systemet (hospitaler og skoler) samt rådgivning til politikere vedrørende forsknings- og sundhedsmæssige spørgsmål. Instituttet ønsker at fremme et sundhedsvæsen, der bygger på den sundhedsmæssige viden og de erfaringer, der eksisterer på verdensplan fra både den etablerede og den alternative medicin. Denne syntese af viden er blevet vort varemærke og jeg mener, den kan være altafgørende, når det gælder folkesundheden.

Sundhed er jo ikke bare den enkeltes personlige ansvar. Det er regeringens ansvar at skabe de samfundsmæssige betingelser for, at individet kan tage et reelt og nødvendigt medansvar for sit helbred. Det handler om at skabe et sundt miljø - både fysisk og psykisk, ikke bare lappe når skaden er sket og så give individet skylden i form at et "forkert liv". Hvad hjælper det at fortælle folk, at det er usundt at ryge, drikke, at spise for fedt og røre sig for lidt, det ved alle efterhånden. Men virkeligheden viser, at denne viden ikke er nok til at ændre adfærd. For at en adfærdsændring skal være mulig kræves tid, ro og plads i ens liv. De muligheder gives for eksempel ikke børnefamilier.

Mange af vores usunde vaner er et resultat af vores stressede hverdag.
Faktisk er det individets måde at overleve et liv, de ikke magter at ændre - en copingsstrategi. Et eksempel herpå ses helt grelt ved det stigende antal af børn og unge med trivselsproblemer og spiseforstyrrelser.

Sundhed begynder ned børnene. I dag har mange børn en arbejdsdag, der blot via skolearbejde, er lige så lang eller længere end de voksnes. Hvad er det for nogle opvækstvilkår at give børn, der vokser og skal udvikles til stærke og mentalt sunde mennesker? Der er tale om forhold, der bestemt ikke fremmer menneskelig vækst, sundhed og intelligens! Men det kan selvfølgelig være bekvemt, at børnene er stuvet af vejen, så længe forældrene er ude at realisere sig selv og først vender trætte tilbage ved 17-tiden. Med sådan en livsstil er der ikke noget at sige til at man henfalder til at købe færdigretter, tage en smøg for at stresse af og en drink for at koble fra. Det er en høj pris at betale, og det går på længere sigt ud overe samlivet/familielivet, sundheden og ... samfundsøkonomien.

Sundhed er et yderst komplekst område og for at regeringens sundhedsplan skal hæve sig ud over skrivebordsplanet og blive en del af danskernes hverdag, kræves der omstrukturering for eksempel, hvad angår faglig sammensætning på hospitalerne, og i de nævn og udvalg, der fremlægger sundhedsplaner. De er i høj grad domineret af læger, det er uddannet til at kurere sygdom, men ikke nødvendigvis ved særlig meget om sundhed.

Det er nødvendigt med workshops og infoaftener for forældre og børn i skolerne. Det er ingen grund til at vente på, at de først bliver patienter. Et andet eksempel er oprettelsen af patientskoler. Her tænker jeg naturligvis ikke på der ellers udmærkede tiltag til rygskoler/infodage til patienter om deres sygdom. Det kan lægerne jo fint klare et godt stykke af vejen. Nej, jeg tænker på, at der både inden for det etablerede og såkaldt alternative eksisterer viden og erfaring som kan styrke patienternes helbred, og som patienterne har krav på at få i hospitalsregi af kvalificerede mennesker, det via årtiers studier har fået det faglige overblik, dette kræver. Det er ikke rimeligt, at patienter, der ofte er yderligere afkræftet af hospitalsopholdet, nu skal forsøge at sætte sig ind i, hvad der eksisterer af støttende og helbredende muligheder inden for en uoverskuelig jungle af videnskabelighed og uvidenskabelighed. Skal vi hæve os op over feudalsystemet, skal der andre faggrupper ind på hospitalerne. Hvor det hidtil har været lægerne, som jo kun er sygdomseksperter, der har været eneherskende, er tiden kommet til samarbejde. Virkeligheden viser jo klart, at man ikke kan behandle og medicinere sig til folkesundhed. Desuden ønsker patienterne viden om det bedste fra begge verdener både den alternative og den traditionelle medicin. Det er vigtigt, at specialister i sygdomsbehandling og specialister i sundshedsfremme samarbejder. Søger en enkelt faggruppe at monopolisere sundhedsområdet, vil det skade borgerne og koste samfundet dyrt.

Oprindeligt publiceret i Aktuelt, kronik 29-06-1999
Publiceret alternativinfo 1999

Relaterede artikler: 
Lægevidenskab eller lægekunst
   af læge Claus Hancke
Sundhedsvæsenets fremtid er en blind vej
   af læge Claus Hanche

04-12-2021