Diabetes - ofte kaldet sukkersyge - grupperes almindeligvis i to former: Diabetes I - også kaldet juvenil diabetes eller insulinafhængig diabetes - og diabetes II - også kaldet aldersdiabetes eller gammelmandssukkersyge. Der findes også andre typer diabetes - svangerskabsdiabetes, diabetes provokeret af læsion på bugspytkirtlen, af chok eller stress, medicinforgiftning, fejlernæring og hormonale forstyrrelser. Mange forskere og behandlere betragter hypoglykæmi - lavt blodsukker - som et forstadie til diabetes II.

Diabetes II er langt den mest udbredte af de nævnte former og omfatter mere end 90% af samtlige tilfælde af diabetes i vor del af verden. Det er denne sygdomsform, som denne tekst handler om. Dog vil den for overblikkets skyld også omfatte en kort omtale af andre former - især diabetes I.

Alle former for diabetes kan betegnes som kroniske forstyrrelser af ikke blot sukker -, men også fedt- og proteinstofskifte kendetegnet ved høj blodsukkerkoncentration også under faste og stærkt forøget risiko for hjerte- og karsygdomme, nyrelidelser, svigtende nervefunktion og øjenlidelser, der kan føre til blindhed.

Diabetes kan opstå, når bugspytkirtlen ikke udskiller tilstrækkeligt med insulin eller når kroppens celler ikke kan optage den producerede insulin. I sidste tilfælde taler man da om insulinresistens. Symptomer på diabetes er hyppig vandladning, tørst og øget appetit; alle tegn, der kan skyldes andre forhold og som let overses, især hvis de kun gradvis udvikler sig. Derfor er diabetes tit en snigende sygdom, der ofte længe forbliver udiagnosticeret.

Diabetes I er en lidelse, hvor man i bugspytkirtlens Langerhandske øer kan iagttage en total nedbrydning af de beta-celler, der producerer hormonet insulin, ansvarligt for blandt andet at fragte glukose fra blodet ind i cellerne. Denne type patienter er derfor hele deres liv afhængige af at få tilført insulin og i forbindelse hermed ved fortløbende tests at føre nøje kontrol med deres blodsukker.

Nyere forskning har afsløret en autoimmuniserende faktor ansvarlig for destruktion af betacellerne, antagelig forårsaget af allergi, kemisk forgiftning, virusinfektion eller aktivitet fra frie radikaler. Da sygdommen almindeligvis angriber unge mennesker under fyrre år, kaldes den også ofte for juvenil diabetes, og da patienten er total afhængig af insulintilførsel kaldes den ligeledes insulinafhængig diabetes. Man mener at have iagttaget, at arvelige faktorer disponerer for denne lidelse og der har sågar været tale om fundet at et gen.

Diabetes II er i modsætning til diabetes I fortrinsvis en livsstilsafhængig sygdom. Patientens blodinsulinleje er typisk højt, men insulinresistens hindrer cellerne i at udnytte hormonet. Overvægt er ofte en væsentlig årsagsfaktor i denne sammenhæng. I mange tilfælde kan normalisering af kropsvægten genetablere normal blodsukkerbalance. Derfor er kostregulering og livsstilssanering af størte betydning ved denne sygdom, der meget ofte alene ved denne fremgangsmåde kan holdes under kontrol.

Forud for udbruddet af diabetes II vil man ofte kunne erkende et længere forløb af lavt blodsukker - se herom overfor. Når man ikke altid er i stand til at erkende det, skyldes det utvivlsomt oftest, at det ikke er blevet diagnosticeret, og at dets symptomer har været tilskrevet andre årsager.

Alternative behandlere og biokemiske forskere har i årtier hævdet, at denne sammenhæng fandtes. Men læger har gennemgående afvist iagttagelse, med den begrundelse, at en sådan sygdomsudvikling - fra lavt ti højt blodsukker - ville være ufysiologisk og derfor ulogisk. Ser man nøjere på de involverede faktorer,, vi man imidlertid kunne iagttage den mekanisme og de konsekvenser, der afslører den biokemiske logik i forløbet. Den høje indtagelse af sukker og simple kulhydrater, eventuelt også alkohol, hæver blodsukkeret så kraftigt, at det stresser insulinproduktionen, der derefter overreagerer og producerer så meget insulin, at blodsukkerkoncentrationen falder katastrofalt.

For at modvirke dette fald, der i nogle situationer faktisk kan være livstruende, mobiliseres binyrerne til at uskille epinephrin (adrenalin) der igen hæver blodsukkeret. Disse funktioner tærer imidlertid på nutrienter, der i forvejen - på grund af den overdrevne sukker indtagelse - er sparsomt tilstede i organismen, og de gentagen katastrofeudrykninger tømmer disse få ressourcer og udmatter kirtlerne, der derpå underfungerer, hvorefter tilstanden fra turbulent hypoglykæmi - med gentagne udsving i blodsukker koncentrationen, hvor organismen søger at tilpasse sig belastningen - omsider efter yderligere stress går ind i en stationær fase, hvor blodsukkeret ligger højt, fordi kirtlerne ikke længere orker at gøre noget ved sagen og fordi organismen er blevet insensitiv overfor insulinet, ofte på grund af blandt andet manglen på de samvirkende transport- og aktiveringsfaktorer i form af mineraler og vitaminer.

Diagnosen diabetes stillede man i gamle dage simpelthen ved at lægen smagte på patientens urin. Var den sød havde patienten diabetes. Det forhøjede blodsukker røber sig altså i urinen; men da er sygdommen ofte længe fremskreden og man kan faktisk have diabetes uden at sukkeret viser sig i urinen. I vore dag foretages diagnosen ved hjælp af en blodprøve, hvor avanceret og meget nøjagtigt apparatur giver præcise målinger. Sukkeret - der altså er glukose, også kaldet druesukker - måleres i millimol per liter, forkortet mM/l. Hvis fasteblodsukkeret ved gentagne prøver er over 7 mM/l har patienten diabetes. Lægelaboratoriets accepterede normalitetsinterval er 3.9 til 6.6. mM/l. Når måleresultatet overstiger 10 mM/l begynder sukkeret at optræde i urinen. Blodsukkeret regnes for normalt, når det ligger mellem 5 til 7 mM/l.

Blodsukkertal påvirkes imidlertid af mange forhold, blandt andet af høj indtagelse af C-vitamin svarende til flere gram per dag. Dette skal ikke forstås sådan, at C-vitaminindtagelse i denne størrelsesorden forhøjer blodsukkeret; men derimod af askorbinsyren, hvis molekyle er beslægtet med glukosemolekylet, indfører en fejllæsning. Hvor stor denne variant er, vides endnu ikke med sikkerhed.

For at få et mere omfattende og detailleret billede af blodsukkerets bevægelse, kan man også foretage en glukose tolerance test (GTT) i lighed med den, men traditionelt foretager for at diagnosticere lavt blodsukker. Den kan blandt andet fortælle, hvor hurtigt eller langsomt blodsukkeret falder efter et måltid; - med andre ord: hvor længe organismen er udsat for et overvældende blodsukkerpres. Regelmæssige GTT taget over en længere periode i forbindelse med normale måltider kan også afsløre vekslende mønstre i blodsukkerkoncentrationen eventuelt forårsaget af allergiske faktorer i føde eller drikke.

GTT er imidlertid en vanskelig prøve, tidskrævende for behandleren og belastende for patienten, der kan opleve stærkt ildebefindende under dens forløb. Den benyttes derfor ikke, medmindre der er væsentlig diagnostiks fordel ved at udføre den. Det er således ikke anbefalelsesværdigt, at udføre denne eller den følgende test på, for eksempel,, svækkede patienter eller gravide. En dyrere og mere effektiv prøve, der ofte vil afsløre abnorme blodsukker- og især insulinforhold, hvor andre prøver har sigtet, er den mere komplicerede glukose-insulin tolerence test = GITT, hvor man indenfor rammerne af en standard 6-timers GTT også måler insulinmængden, hver gang man måler blodsukkerkoncentrationen.

Selv om de fleste diagnoser bliver foretaget udfra aflæsning af blodsukker koncentrationen, findes der sikrere metoder, som mange behandlere foretrækker at medtage i deres vurdering. Det drejer sig om koncentrationen af glykosyleret hæmoglobin. Baggrunden for dette fænomen er følgende. Det konstante høje glukoseindhold i blodet påvirker de omkringliggende væv og over en periode dermed hele organismen. Denne påvirkning rummer risikoen for udviklingen af de komplikationer, der er den største egentlige fare ved sygdommens ukontrollerede forløb.

Opbygningen af vævsprotein fra aminosyrer og peptider vil hos diabetikeren være belastet af fejlkonstruktion, fordi sukker molekyler på grund af deres overvældende tilstedeværelse vil indgå i proteinernes struktur og derved skabe ineffektive enzymer, hormoner, muskelfibre, blodlegemer, slimhinder og andre proteinelementer. De ineffektive proteinelementer vil medføre den karakteristiske diabetiske degeneration af kroppens organer og funktioner og dermed de typiske følgesygdomme: hjerte- og karlidelse, nyresygdomme, øjendegeneration og lidelser i nervesystemet.

En indikator for i hvilken grad denne proces er i gang og hvor længe den har forløbet, finder vi ved undersøge graden af glykosylering i hømoglobinet, det iltbærende proteinmolekyle i de røde blodlegemer, erthrocytterne. Glykosyleret hæmoglobin - normalt i laboratorierapporten forkortet til HgbA 1c - ligger ofte adskillige gange højere hos almindelige diabetikere end hos deres raske medborgere, hvis hæmoglobin normalt er 5 til 7% glykosyleret. Hos diabetikeren med et moderat forhøjet blodsukker stiger dette til 8 til 10%; men ved svære tilfælde kan det nå op på cirka 20%.

Det røde blodlegemes gennemsnitlige levetid er på cirka 120 dage. Derfor vil en sådan Hgba 1c - test afsløre de gennemsnitlige blodsukkerværdier over en periode på 2 til 4 måneder. Værdierne vil kunne be- eller afkræfte en tidligere diagnose baseret alene på blodsukkerværdier, der måske alle har ligget på grænseområdet mellem normalt eller diabetisk eller har bevæget sig turbulent hen over det. HgbA 1c - testen vil ikke blot altid definitivt afgøre, om der er tale om diabetes eller ej; men også give et indtryk af sværhedsgraden og i hvilken udstrækning lidelsen har været forsøgt bragt under kontrol. Testen er meget væsentlig i kampen mod diabetiske komplikationer og bør foretages regelmæssigt med 3 til 6n måneders mellemrum. 

Et biprodukt af normalt sukkerstofskifte er sukkerstoffet sorbitol, der dannes inde i cellen ved hjælp af enzymet aldose reduktase. Normalt nedbrydes dette stof igen til simpelt frugtsukker, fruktose, som cellen derefter kan udskille. Hos diabetikeren finder denne omdannelse imidlertid ikke sted, og sorbitol ophobes i organismen og medfører sygelige komplikationer som, for eksempel, grå stær. Måling af de røde blodlegemers sorbitolindhold - en test, der betegnes RBC - kan afsløre denne risiko. Massive doser af C-vitamin - 2 gram eller mere for voksne - samt bioflavoniodet quercetin er istand til at reducere sorbitolophobningen hos diabetikerere.

Lægekonventionel behandling:

Diabetes I patienter kræver altid insulintilskud. Insulinbehandling påbegyndtes i 1922 og er gennem årene blevet særdeles forfinet, især med hensyn til at simulere den normale insulinproduktion og derved undgå de udsving, der kan medføre insulinchok, som i realiteten er svære anfald af lavt blodsukker. Udviklingen af insulinpræparater er et farmaceutisk speciale, som ikke behøver yderligere omtale her. 

Generelt kan patienter med diabetes II ofte klare sig med livsstilsanering, kostregulering, motion og eventuelt vægttab til at bringe deres blodsukkerproblem under kontrol. Men ofte er de også henvist til blodsukkersænkende mediciner. Selv om disse ikke altid er nødvendige, vil lægerne ofte ordinere dem for at opnå sikker kontrol. Dette er uheldigt, hvis kontrollen kan etableres med naturlige midler, da flere af disse mediciner har uønskede og undertiden svære bivirkninger, især på længere sigt. Insulinbehandling af disse patienter er heller ikke den bedste fremgangsmåde, da de som bekendt allerede er insensitive og resistente overfor insulin og faktisk producerer for meget at dette hormon. Heldigvis findes der netop for denne gruppe talrige orthomolekylære tilbud, der ved en lang række undersøgelser har givet gode resultater.

Midler og terapier:
Orthomolekylært og ernæringsterapeutisk:

Kost:

Anbefales: Høj indtagelse af vandopløselige kostfibre - 50 gram daglig eller mere - i form af bønner, havre, nødder, frø, pærer, æbler og de fleste grøntsager. Eventuelt i form af kosttilskud som for eksempel pektin og/eller guar.

Fødevarer med lavt glycemisk index. Det glycemiske index er et udtryk for fødevarenes evne til at hæve blodsukkeret. Generelt har simple kulhydrater en høj værdi - og bør derfor undgås - mens protein har en lav værdi - og bør derfor i princippet foretrækkes. Cornflakes scorer 80, pølse 28! Bagt kartoffel scorer 98; iskage 36! Af disse to eksempler fremgår det klart, at det glycemiske index ikke altid er den ufejlbarlige guide til kostvalg, heller ikke for diabetikere.

Den mest blodsukkerprovokerende fødevaresubstans er selvfølgelig ren glukose, der som udgangspunkt for alle andre mål i det glycemiske index er at til en værdi af 100. I denne sammenhæng er det meget interessant, at sukker stoffet fruktose kun scorer med 1/5 af denne værdi - nemlig 20. Ikke blot kan de fleste diabetikere tåle moderate mængder af fruktose og frugt; men undersøgelser har faktisk vist, at tolerancen er større end overfor de komplekse kulhydrater. Ydermere har fruktose faktisk vist sig at fremme insulinsensitiviteten hos diabetikere II med så meget som 35% over en periode på 4 uger.

Vitaminer:

B-vitaminer som samlet gruppe har talrige funktioner i forbindelse med ikke blot sukkerstofskiftet, men også med omsætningen af fedtstoffer og proteiner. Et generelt massivt tilskud har ved talrige undersøgelser vist sig at gavne diabetikere generelt. Derudover har yderligere terapeutiske doser af enkelte B-vitaminer deres specielle mission.

Vitamin B-3 i form af nikotinsyre (niacin) indgår sammen med krom i dannelsen af den livsvigtige GTF-faktor- se herom senere. Dette vitamin regnes også for den mest effektive og ufarlige substans, når det gælder om at sænke blodcholesterolkoncentrationen. Dette kræver i gennemsnit dagligt 3 gram fordelt over mindre doser. Behandling medfører i den indledende periode det velkendte niacin flush - rødmen og hedeture. Mange diabetikere tolererer efter sigende ikke denne terapi særlig godt. Vitaminet i en anden form - som inositolhexaniacinat - tolereres imidlertid godt af både diabetes I og diabetes II typen. Denne form forbedrer også blodsukkerbilleder, samtidig med at den i gennemsnit kan reducere totalcholestrol med 18%, triglycerider med 26% og øge HDL-cholesterol med 30% ved en dosering på 600 til 1000 mg 3 gange daglig.

Vitamin B-3 i form af niacinamid (nikotinamid) har vist sig at kunne hindre udviklingen af diabetes I og kan, hvis det gives terapeutisk kort efter sygdommens udbrud, medvirke til at regenerere beta-cellerne. Talrige undersøgelser - heraf nogle dobbelt-blindede og placebo-kontrollerede - har vist at diabetes II patienter med dette vitamin kan opnå bedre styring af stofskiftet, sænket insulinbehov og øget beta-celleaktivitet. Nogle tilfælde af diabetes I har oplevet total remission af deres sygdom ved hjælp af denne terapi.

Vitamin B-6 - pyridoxin - er i underskud hos diabetikere. Massive tilskud beskytter mod diabetisk nervedegeneration. Samtidig hindrer vitaminet glykosylering af proteinerne. Vitaminet har også en væsentlig funktion ved svangerskabsdiabetes, hvor en dosis på 100 mg daglig i 2 uger ophævede tilstanden hos 12 ud af 14 kvinder.

Doseringer i mange undersøgelser over diabetes I og II har dog som regel været lavere og antagelig derfor ofte ikke resultatgivende. Derfor er det af væsentlig større interesse, at forbedrede udgave af vitamin B-6 i de molykylære former pyridoxal-5-phosphat og pyridoxal-alpha-ketoglutarat (PAK) har opvist betydelige bedre scoringer. Således gav en randomiseret placeboundersøgelse af både diabetes I og II patienter over en 4 ugers periode med en dosering på 3 gange 600 mg PAK en væsentlig nedgang i fastende blodsukker, glykosyleret hæmoglobin og andre signifikante markører. Behandlingen var uden bivirkninger af nogen art. 3 uger efter afslutningen af PAK-behandlingen ophørte virkningen og udgangsværdierne vendte tilbage.

B-vitaminet biotin har vist sig at kunne sænke blodsukkerkoncentrationen væsentligt og tilfører også diabetikeren andre fordele. Doseringen for diabetes I er 16 mg daglig og for diabetes II 8 mg dagligt. 

Mangel på vitamin B-12 - cyanokobalamin - viser sig ofte ved prikken og "sovende" fornemmelse i fødderne. Dette er også typiske symptomer på diabetisk nervedegeneration. Behandling med 1000 til 3000 mikrogra daglig over nogle måneder har kunnet fjerne symptomerne.

Alle diabetikere mangler C-vitamin og har behov for tilskud, der kan forbedre deres tilstand på mange forskellige måder. Da C-vitaminets indførsel i cellerne er afhængig af insulin, har diabetikere gennemgående for lidt C-vitamin i deres celler. Dette vil føre til de klassiske symptomer på C-vitaminmangel - svigtende bindevævsfunktioner, øget fedt i blodet, nedsat immunreaktionsevne, dårlig sårheling, hjerte- og karproblemer, tendens til blødninger og meget mere. C-vitamin i doseringer på 2 gram eller mere daglig reducerer blodsorbitol og de deraf opståede følgevirkninger - se ovenfor! Denne og højere doser har også andre gunstige og stabiliserende virkninger på patienten. Bioflavonoider fra frugt og grønt eller som kosttilskud har en effektskærpende virkning på C-vitaminet og bør derfor indgå i programmet, både som kost og kosttilskud. For eksempel quercetin, der både fremmer insulinsekretionen og samtidig hæmmer ophobningen af sorbitol. 

E-vitamin: Diabetikere har øgede behov, som ikke kan dækkes gennem kosten. Doseringer på 800 til 1200 internationale enheder vitamin E forbedrer ikke blot insulinaktiviteten, men har også en lang række andre gunstige virkninger på den diabetiske tilstand ved at neutralisere frie radikaler og iltstress. E-vitamin spiller også en rolle i forebyggelse af diabetes.

Mineraler:

Zink deltager i praktisk talt alle faser af insulinets produktion, udskillelse og aktivitet, samtidig med at det beskytter beta-cellerne. Diabetikere udskiller i urinen paradoksalt nok store mængder af den zink, som de har så stort behov for og de behøver derfor tilskud. Mindst 30 mg daglig er nødvendig.

Magnesiummangel er udbredt blandt diabetikere og iøvrigt i store grupper af befolkningen. Magnesiumtilskud kan være med til at forebygge nogle af de diabetiske følgelidelser, specielt i øjne og hjerte. Samlet daglig magnesiumtilskud for diabetikere bør ligge mellem 500 mg og 1 gram i balance med kalcium, kalium og vitamin B-6. Uden effektivt vitamin B-6 tilskud vil magnesium ikke trænge ind i cellerne.

Kalium er et af de mest oversete grundstoffer i ernæringsterapien og generelt ofte i underskud. Kosttilskud af kalium er imidlertid behæftet med en vis problematik, og måske derfor et område, som mange undgår. Kalium forbedrer insulinsekretionen og - sensitiviteten og reducerer risikoen for hjertekomplikationen, åreforkalkning og cancer. Insulintilførsel tapper kaliumressourcerne.

Men diabetikere, og især dem med nyrekomplikationer, håndterer ikke kaliumoverskud med samme lethed som andre, og det maner til forsigtighed, når det gælder kosttilskud. Ialt 2 til 6 gram er den gængse accepterede kaliumindtagelse. Lægerne kan ordinere i doser på 12 til 3 gram daglig. Formen er ofte kaliumklorid, der ikke altid er at foretrække. Kaliumaskorbat kan anbefales, men ligger ofte i for små tabletstørrelser.

Diabetikere bør i stor udstrækning lægge vægt på kaliumholdigt frugt og grønt, også i form at saft, som de ikke har nogen problemer med at håndtere, og i tilfælde af kosttilskud fordele dem over døgnet og tage dem sammen med maden i tilstrækkelige, ikke for store mængder.

Mangan er samvirkende faktor i flere enzymsystemer, der er involveret i sukkerstofskiftet, energiproduktionen og skjoldbruskkirtlens aktivitet. Diabetikere kar kun cirka halvdelen af den mangan, man finder hos sunde personer og bør tage et tilskud på mindst 30 mg mangan.

GTF-krom er en af de væsentligste substanser i sukkerstofskiftet, idet det blandt andet er en central faktor for insulinets transport fra blodplasmaet ind i cellerne. Det er derfor af central betydning ved diabetes, men er derudover generelt normaliserende for blodsukkerbalancen. Det bør derfor benyttes i behandlingen af både højt og lavt blodsukker - altså også ved hypoglykæmi.

Diabetikere udskiller store mængder krom i urinen og er ofte ikke i stand til selv at syntetisere det komplicerede chelerede kromsalt Glukose tolerance faktoren = GTF, der er den biologisk aktive forbindelse, som sukkerstofskiftet behøver. Denne substans må derfor tilføres færdigdannet udefra som kosttilskud. GTF-krom sænker fasteblodsukkeret, øger glukosetolerancen, sænker insulinkoncentrationen i blodplasmaet og reducerer totalcholesterol samt troglycerider samtidig med at det øger HDL-cholesterol. Desuden fjerner det efter en periode glykosyleret proteinsansamlinger og forkorter blodsukkerkurvens opsving efter måltider, reducerer kropsvægten på grund af fedtforbrænding, men øger muskelmassen, især ved samtidig motion og fysisk træning.

Sukker, fedt, simple kulhydrater og alkohol fjerner krom fra kroppen. ADT for krom er 200 mkg; men terapeutiske doseringer på 1 mg daglig kan udmærket forsvares. I visse tilfælde har tilskud af denne størrelsesorden totalt fjernet alle symptomer på diabetes II. Tilskuddet skal dog opretholdes kontinuerligt.

Enzymer, aminosyrer og lignende:

Co-emzym Q-10 stimulerer produktionen af insulin og økonomiserer med cellernes ilt, fungerer som anti-oxidant, modvirker højt blodtryk, aflaster hjertet, reducerer blodfedt og fremmer vægttab. Anbefales dosering ved diabetes er 200 mg daglig, der ofte med fordel kan øges.

Carnitin er en aminosyre, der er i underskud hos diabetikere. Den modvirker flere af de diabetiske følgesygdomme, fremmer cellernes fedtforbræding, især i hjertet, øger derved energien og modvirker fedtophobning, også i karsystemet. Carnitin reducerer således totalcholesterol og triglycerider, men øger HDL-cholesterol og adenosintrifosfat = ATP. Dagdoseringen er 1 til 3 gram.

Taurin er en aminosyre, der oftest mangler hos diabetikere. Den fungerer som elektrokemisk stabilisator i forbindelse med iontransport gennem cellevægge og lignende strukturer. Den hæmmer mange af de degenerative processer i øjne og nerver, der opstår under forløbet af diabetes. Dagsdoseringen kan i perioder holdes på 1 gram.

Urter:

Blåbærbladethe og blåbærbladeekstrakt har deres baggrund i folkemedicinen og har i talrige generationer været brugt mod diabetes. Anthocyanosiderne - der tilhører gruppen bioflavonoider - er rigt tilstede i både blade og bær og viser sig erfaringsmæssigt at have en særlig affinitet til øjenproblemer. Udtræk af blåbær har med succes været brugt mod diabetes øjendegeneration, makula, grå stær og andre lidelser.

Bukkehornsfrø har været brugt i folkemedicin og som krydderi i årtusinder og er standard ingrediens i karryblandinger. De affedtede frø reducerer blodsukkerkoncentrationen både ved faste og efter måltider, samt sænker totalcholesterol og triglycerider, mens HDL-cholestrol øges. Doser på 50 gram til diabetes I patienter og 15 gram til diabetes II patienter reducerede i flere tilfælde blodsukker efter måltid med over 50%.

Gymnema - Gurmar (gymnema silvestre) er en af de bedste nyheder indenfor diabetesbehandlingen igennem mange år. Denne slyngpante fra Indiens tropiske skove har i århundreder været brugt mod blodsukkerlidelser, men har først i de seneste år nået Vestern.

Dens traditionelle indiske navn er Gurmar, der betyder "sukkerdræber". Dens blodsukkersænkende virkning blev videnskabeligt dokumenteret allerede i 1920'erne. Bladene er effektive overfor både diabetes I og II og virker antagelig ved at regenerere og beskytte beta-cellerne. Videnskabelige undersøgelser på både dyr og mennesker peger på, at planten regenerer bugspytkirtelfunktionen, hvilket er en meget sjælden virkning, som man for blot få år siden ville have forsværget. Dog findes der paralleller til denne effekt, for eksempel hos kinotræet omtalt nedenfor. Ved hjælp af gymnema var diabetes I patienter i stand til at reducere deres insulinbehov og styre deres blodsukker bedre. Diabetes II patienter opnåede  også bedre styring og var i stand til at reducere deres medicin. Nogle af dem kunne opgive medicinen og kontrollere deres blodsukker alene ved hjælp af gymnema. Der kunne ikke iagttages nogen bivirkninger ved behandlingen. Doseringen af gymnema er 400 mg daglig for begge typer diabetes.

Karela eller Bitter melon eller Balsam pære - mormordica charantia - har egentlig ikke noget dansk navn, men optræder nu ganske regelmæssigt i vore indvandrerbutikker. Denne grøntsag, der mest af alt ligner en agurk rynket på langs, har i umindelige tider været et kendt anti-diabetisk middel i indisk naturmedicn, hvor den er meget værdsat. Den dyrkes overalt i troperne, tilbredes i sin umodne form og er meget bitter. Også saften af den umodne frugt bruges til sygdomsbehandling. Den indeholder flere aktive substanser, heriblandt charantin - som er mere virksom end tolbutamid og dertil uden bivirkninger - samt en insulinlignende bestanddel, der direkte kan injiceres i blodbanerne og har færre bivirkninger end insulinet. Saften af den friske grøntsag har været benyttet i undersøgelser, hvor man opnåede en kraftig reduktion af blodsukkerkurvens højde og udstrækning i tid efter et måltid. 54% reduktion registreredes ved en sådan undersøgelse og en efterfølgende 17% reduktion af glykosyleret hæmoglobin.

Skønt der findes kapsler og tabletter på markedet med udtræk af denne grøntsag, må det nok fortsat anbefales at benytte den frisk, tilberedt eller helst som saft. Godt og vel 1/2 dl. frisk saft 3 gange daglig er doseringen. Som navnet angiver, er det en bitter oplevelse!

Pterocarpus marsupium - der ikke har noget moderne vestligt navn - tilhører gruppen af kinotræer, karakteristiske ved deres røde ved. Et vandigt udtræk, der indeholder træets farvestoffer, har traditionelt i Indien og andre områder af Asien været et anerkendt og effektivt middel mod diabetes og en række andre lidelser. Allerede for år tilbage erkendte man, at dette udtræk indeholdt substanser, som er regenererende for beta-cellerne.

Rovdrift på de asiatiske skove har imidlertid gjort træet sjældent, og forskningen er gået i stå. I veddet fandt man også bioflavonoidet epicatechin, der findes udbredt i en række andre planter, som måske kan tjene til erstatning.

Grøn the - Camilla sinensis - ufermenterede blade af den oprindelige tebusk. Udtrækket indeholder epicatechin, der regenerere beta-cellerne. Dagsdosis er 300 mg standard grøn the ekstrakt eller mindst 2 kopper ægte grøn the daglig.

Ginseng i doser på 200 mg daglig over en periode på 8 uger sænkede fastende blodsukker, reducerede glykosyleret hæmoblobin, øgede fysisk aktivitet og forbedrede sindstilstand i en dobbelt-blindet placebo-undersøgelser med 36 diabetes II patienter. 

Manuelle metoder:

Næsten alle manuelle metoder har noget at tilbyde diabetikeren i henseende til forbedret kredsløb og organfunktion. Akupunktur har vist fremragende resultater; zoneterapi, massage, shitsu har alle påviseligt kunnet forbedre almentilstanden og reducere symptomer, Magnetterapi kan også fremvist resultater.

Publiceret alternativinfo 22-03-2004

Relaterede artikler:
Blodsukkerlidelser
    af Erik Kirchheiner (forskningsleder og forfatter)

Kolesterol
    af Carsten Vagn-Hansen (læge og sundhedskonsulent)

Type 2 diabetes og naturen
    af Carsten Vagn-Hansen (læge og diabetiker)

Se også:
Aminosyren arginin kan virke mod fedme og diabetes II
    (nyhed 07-02-2012)

Aspartam - den søde fare
    af Helle Joan Hansen (NLP-terapeut) 

Andre interessante links: 
En fejl i et bestemt gen kan føre til diabetes, viser ny undersøgelse med dansk deltagelse. Forskerne håber på, at opdagelsen vil kunne føre til nye og bedre behandlingsmuligheder for patienter med type 1-diabetes.
Opdagelse: Genfejl giver type 1-diabetes
    (Videnskab.dk 13-03-2013)

Nogle mener, at en kulhydratfattig kost kan kurere type 2-diabetes, mens norske sundhedsmyndigheder holder fast på mange kulhydrater og lidt fedt. Måske er løsningen begge dele.
Kan type 2-diabetes kureres med kostændringer?
    (Videnskab.dk 16-01-2013)

Hen ved 1400 danskere bliver hvert år diagnosticeret med diabetes som følge af støj fra vejtrafikken, det viser den første undersøgelse af sin art.
Trafikstøj øger risikoen for diabetes (DR-online, 11-12-2012)

Afføringsprøver fra 345 kinesere giver danske forskere det hidtil mest præcise billede af sammenhængen mellem bakterier i tarmen og risikoen for at udvikle type 2-diabetes:
Risiko for diabetes skal findes i tarmen
    (Videnskab.dk 27-09-2012)

Hop op af sofaen og spring ud i det gode vejr. En ny undersøgelse viser nemlig, at du kan udvikle type 2-diabetes, hvis ikke du får nok D-vitamin:
Mangel på D-vitamin øger risikoen for diabetes
    (Videnskab.dk 21-08-2012)

Slik og andre søde sager er væsentlige årsager til, at næsten halvdelen af befolkningen har højt blodsukker, selv let forhøjet niveau af blodsukker øger risikoen for blodpropper markant:
Næsten halvdelen af os er i risiko for at få en hjertekarsygdom på grund af højt blodsukker
    (DR-online 12-06-2012)

Næsten 3600 danske børn og unge havde i 2010 type 1-diabetes. Det er en stigning på 81 procent siden 1997. Diabetes 1 skyldes hverken overvægt eller usund levevis, og væksten er derfor umiddelbart uforklarlig:
Voldsom stigning i antallet af børn med diabetes
    (DR-online 09-06-2012) 

Tre-fire kopper kaffe, som en gennemsnitsdansker drikker om dagen, gavner i mange tilfælde helbredet. Især mennesker, som er i fare for at få type 2-diabetes eller Parkinsons:
Kaffe med måde er sundt
    (DR-online 26-05-2012)

Motion er langt bedre end kostomlægning til at holde alvorlige sygdomme som type 2-diabetes på afstand: 
Motion gør dig mere sund end et vægttab
    (Videnskab.dk 29-03-2012)

Home > Artikler > Diabetes
12-12-2021