Introduktion

Homøopatisk behandling anvendes til en lang række fysiske og psykiske sygdomme, både akutte og kroniske. Desuden er homøopatisk behandling også velegnet til styrkelse af den fysiske og psykiske konstitution. 

Behandlingen er holistisk og individuel. Sygdomme behandles ikke isoleret med rutineprægede ordinationer - i stedet behandles hele mennesket som helhed og som individ. Ordinationen sker på baggrund af oplysninger om både det mentale, det følelsesmæssige og det fysiske plan. Den homøopatiske medicin er baseret på stoffer fra plante-, dyre og mineralriget. Korrekt håndteret homøopatisk behandling er mild, effektiv og uden bivirkninger.


Hvad er homøopati

Homøopati er et medicinsk system, som blev grundlagt af Dr. Samuel Hahnemann (1755 - 1843) i Tyskland. Homøopati er baseret på det grundlæggende princip om, at lige helbreder lignende. 

Homøopati er holistisk årsagsbehandling. Det betyder, at behandlingen tager udgangspunkt i personens samlede og individuelle tilstand, en tilstand, som kan komme til udtryk i fysiske, følelsesmæssige og mentale reaktioner, tegn og symptomer. Det er det hele menneske, som behandles homøopatisk, ikke blot de lokale symptomer eller en given diagnose. Dr. Samuel Hahnemann, 1755 - 1843 

Den homøopatiske behandling bestemmes og tilrettelægges på baggrund af en grundig anamnese, dvs. en eller flere længere samtaler med patienten. Her afdækkes både tidligere sygdomme og nuværende sygdomme, humør, temperament, styrker og svagheder, søvn- og madvaner. Det er de individuelle udtryk, som anvendes til ordinationen, ikke de generelle og almindelige symptomer ved en sygdom. Dvs. at homøopaten, for at kunne ordinere det korrekte lægemiddel, skal have kendskab til og forståelse for hele patientens tilstand og hvad der adskiller den fra andre. Derfor er det totaliteten af symptomer, som er organismens vejledning om, hvilket lægemiddel der er behov for. 

Hahnemann’s hovedværk hedder Organon, der Rationelle Heilkunde. Bogen udkom i adskillige reviderede udgaver gennem Hahnemann’s levetid og beskriver det homøopatiske medicinske system i sin fuldstændighed vha. næsten 300 paragraffer.


Homøopati bygger på naturlove

Homøopatisk behandling bygger på flere naturlove. Herunder nævnes to, som beskrevet af Dr. Samuel Hahnemann i §28-51 i Organon, Der Rationelle Heilkunde, 6. udgave 1921, Leipzig, Verlag von Dr. Willmar Schwabe.

Det er en naturlov, at lider man af en sygdom og får en anden sygdom oveni, vil den sygdom af mindste intensitet træde i baggrunden mens sygdommen af største intensitet producerer symptomer. I takt med, at den mest intense sygdom aftager, vil den anden sygdom træde frem igen. 

Princippet om lighedsloven er baseret på en naturlov. Denne bevirker, at har du en lidelse og bliver udsat for en lignende mere dynamisk, dvs. mere intens lidelse, så ophæver de hinanden. 

Dette er grundlaget for homøopati, på græsk homoios pathos, hvilket betyder lignende lidelse.


Lighedsprincippet

Ordet homøopati er sammensat af de græske ord ’homoios’ og ’pathos’ og betyder ’lignende lidelse’. Årsagen til dette navn er, at en ordination er homøopatisk når den foretages i overensstemmelse med Lighedsprincippet: det der i store doser fremkalder en sygdoms symptomer, kan i små doser helbrede samme sygdom. Dette princip er helt centralt i og grundlæggende for homøopatisk behandling.

Det er en almindelig misforståelse, at medicinen er homøopatisk. Dette er ikke tilfældet. Medicinen, som anvendes er derimod potenseret (læs mere nedenfor). Det er ordinationen, som er homøopatisk, altså grundlaget, på hvilket medicinen ordineres. Ordinationen bliver homøopatisk, når den foretages i overensstemmelse med lighedsprincippet, baseret på totaliteten af symptomer fra hele mennesket.


Det homøopatiske helbredelsesforløb

Homøopatisk behandling søger derimod at stimulere organismen til at modtagelighedsområdet gradvist forskydes udad. Dette kan iagttages gennem skiftet i sygdommens tyngdepunkt og intensiteten i symptomerne. 

Efterhånden som den homøopatiske behandling skrider frem vil tilsynekomsten af fortsat mere yderlig patologi opstå. Det betyder, at den styrkede livskraft bliver i stand til at producere symptomer, som er mindre og mindre livstruende. Dermed placeres tyngdepunktet i symptomerne længere og længere væk fra vitale organer, som f.eks. hjerne og centralnervesystem, hjerte, lever og nyre. 

Symptomerne vil efterhånden rykke ud i områder, hvor de er mindre livstruende, dvs. områder som f.eks. led, muskler og ultimativt huden. I takt med dette vil intensiteten af symptomerne gradvist aftage og evt. tilbagefald vil blive fortsat mindre kraftige og ske med fortsat mindre og mindre hyppighed. 

Dette sker gennem tilføring af de milde og i forhold til organismens reaktioner afstemte homøopatiske impulser, så organismens egne helende kræfter stimuleres. 


Homøopati er ikke lig vaccination

Det er en udbredt misforståelse, at homøopatisk behandling minder om vaccinationsprincippet. Dette er ikke korrekt. Vaccinationsprincippet søger at skabe beskyttelse mod visse sygdomme ved, at man kunstigt påfører personen svækkede versioner af en eller flere sygdomme inden de optræder. Herigennem vil organismen producere antistoffer mod sygdommene. 

Homøopatisk teori vil diskutere, at vaccination virker ved, at modtagelighedsområdet forskydes indad gennem den unaturlige, direkte og ofte komplekse påvirkning fra sygdom. Denne form for manipulerende behandling vil på sigt have en svækkende effekt på organismen. 


Menneskesyn

Som andre vitalistiske og holistisk orienterede behandlingsformer bygger homøopatien på det menneskesyn, at mennesket er ét uadskilleligt hele. Det der behandles er det fysiske, det følelsesmæssige og det mentale plan. Men mennesket er mere end summen af dets dele. Ulig maskiner, så udvikler og reparerer den menneskelige organisme sig selv. På den måde bærer alle mennesker deres egen læge indeni. Læger fra gammel tid var bekendte med denne helende kraft, som er en funktion af det, som i homøopatien kaldes livskraften. 


Livskraften

Sundhed opfattes som en subjektiv tilstand af velvære og vitalitet i hele personen, følelsen af frihed. Homøopater mener, at denne vitalitet er baseret på den overordnede energi, kaldet livskraften. Livskraften kan defineres som den energi, der strømmer gennem den levende organisme. Livskraften opretholder harmoni og orden i organismen. Enhver del af organismen, både organer og celler er under både indflydelse og beskyttelse af livskraften.

Livskraften vil altid søge at opretholde balance i mennesket. Samtidig vil den altid placere reaktioner på en evt. ubalance så hensigtsmæssigt som muligt, dvs. der hvor de er mindst muligt livstruende og gør mindst mulig skade for mennesket. Placeringen af reaktioner og symptomer vil altid stå i forhold til styrken i livskraften, intensiteten i og modtageligheden for den udefrakommende påvirkning. Livskraften søger dermed at være selvopretholdende for organismen. 


Sygdomsbegreb

Når livskraften er svækket eller ude af balance, kan sygdom opstå. Bakterier, vira, svampe pollen m.m. har nu lettere mulighed for at gøre skade og personen bliver syg. 

Sygdom kan manifestere sig på flere planer, både det fysiske, det følelsesmæssige og det mentale. Sygdom er samtidig dynamisk - foranderlig, ikke statisk. Den skifter karakter og vil i et sygdomsforløb kunne udtrykke sig forskelligt i form af skiftende symptomer og reaktioner. I de skiftende sygdomsstadier kommer forskellige symptomer dermed til udtryk forskelligt. Således må behandlingen tilpasses den dynamiske tilstand. Derfor kan der til en given sygdom ikke fast ordineres noget homøopatisk lægemiddel på baggrund af diagnosen, da det homøopatiske lægemiddel altid skal afstemmes den enkelte persons reaktioner og symptomer. Symptomerne ved f.eks. en akut halsbetændelse beskrives ved: hvor sidder de, hvordan føles de og hvad gør dem værre eller bedre. Derfor vil totaliteten af symptomer variere fra person til person, hvorfor den homøopatiske behandling også varierer. 

Forandringer i væv og organer f.eks. inflammation, sår, deforme led og cyster opfattes ikke som selve sygdommen, men som et resultat af en sygdomsproces. Patienten er ikke syg fordi han har en tumor, men tumoren er der, fordi han er syg. Således udgør tumoren ikke selve sygdommen, men anses som organismens reaktion på en ubalance i livskraften. 

De lokale symptomer - fysiske, følelsesmæssige og mentale - anses som organismens forsøg på at opretholde balance - homøostase. Ifølge homøopatisk teori er symptomer dermed en refleksion af den forstyrrede livskraft. Samlet afspejler de den ubalance i livskraften, som udgør selve sygdommen og de er dermed homøopatens vejledning til, hvilket lægemiddel der - i overensstemmelse med Lighedsprincippet - er behov for og som kan helbrede tilstanden ved at genoprette homøostase i livskraften. 

Homøopatisk behandling søger dermed at rette op på ubalancer i livskraften og give organismen mulighed for at helbrede sig selv. Homøopatisk behandling søger ikke isoleret at fjerne symptomerne i de ramte dele eller eksistensniveauer, da dette ofte blot vil føre til en hel eller delvis undertrykkelse af tilstanden. Homøopaten behandler årsagen til sygdommen og genetablerer herigennem helbredet på alle eksistensniveauer. 


Historie

Det var lægekunstens fader, Hippokrates, som i det 5. århundrede f.Kr. formulerede lighedprincippet: similia similibus curentur - lige skal helbredes med lignende. Senere genoplivede den schweiziske doktor og alkymist, Paracelsus (1493 - 1541) Hippokrates’ ideer med det græske Signaturens Doktrin. Dette doktrin siger, at alt i naturen - mineraler, planter og dyr - bærer ”Guds signatur”, at alle stoffer indeholder forskellige aktive bestanddele, som har helbredende egenskaber. 

Paracelsus’ kemiske og lægelige eksperimenter lagde grunden til moderne medicin og farmakologi. Hans introduktion af mange nye mediciner som svovl, jern, opium og arsenik og hans vedholdende arbejde med Lighedsprincippet gør ham til en nøglefigur i udviklingen af homøopati som vi kender det i dag.

Det var i det 18. århundrede, at den tyske læge og kemiker Samuel Kristian Hahnemann (1755 - 1843) formulerede en ny forståelse af sundhed, sygdom og medicin. Han opdagede, at den velkendte malariamedicin quinin, et stof fra barken af træet Cinchona Officinalis, kan fremkalde malarialignende symptomer hos raske mennesker, når de indtager store mængder af stoffet. Når de stopper indtagelsen, ophører de malarialignende symptomer. Ved gentagne gange at foretage denne procedure på en større gruppe personer og notere de fremkaldte symptomer ned fik han et mere fuldstændigt billede af quinins helbredende egenskaber, hvilket ikke begrænsede sig til malaria. Det var den første såkaldte ”prøvning”. Dermed begyndte en ny forståelse af sygdom, sundhed og medicin at opstå og det var dermed Samuel Hahnemann, som grundlagde homøopatien, som vi kender den i dag. 

Den helbredende virkning af quinin på malaria var allerede almindelig kendt, men den generelle opfattelse var, at det var bitterstofferne, som var årsagen til de helbredende virkninger på malaria. Hahnemann fandt ud af, at årsagen til, at dette stof er virkningsfuldt mod malaria er, at anvendelsen mod malaria er i overensstemmelse med Lighedsprincippet; quinin i store doser kan hos raske mennesker fremkalde malarialignende symptomer. Derfor kan det helbrede den lignende tilstand hos syge mennesker, når det ordineres i mindre doser. 

Hahnemann skrev utallige bøger og afhandlinger og foretog gennem sit liv omkring 100 lægemiddelprøvninger. Her indtog større grupper raske mennesker forskellige stoffer og noterede nøje deres symptomer ned. Disse blev kategoriseret og systematiseret af Hahnemann og derefter omskrevet til den første homøopatiske Materia Medica. 

Da Hahnemann døde i 1843 var homøopati grundigt etableret i det meste af Verden og forudset til at blive den nye verdensmedicin. Der var homøopatiske skoler og hospitaler i mange lande og i USA praktiserede mange af lægerne homøopati. I slutningen af det 19.årh og begyndelsen af det 20.årh vandt konventionel vestlig medicin stort indpas og med et splittet homøopatisk samfund gik det ned ad bakke for homøopatien i hele verden undtagen Indien. I mange lande blev det forbudt.


Konsultationen

Det homøopatiske behandlingsforløb er altid individuelt. Ved den første konsultation vil homøopaten arbejde på at få et indtryk af patienten og dennes problemer ved at lytte, iagttage og stille spørgsmål. Homøopaten er f.eks. interesseret i at høre, om spisevaner, søvnvaner, humør, temperament, tidligere sygdomme og om vigtige hændelser i patientens liv. Samtalen er individuel og varer den første gang fra 1½-2 timer. Det samlede symptombillede er homøopatens vejledning til at finde det rette lægemiddel til hver enkelt patient. 

Homøopaten betragter ikke symptomerne som selve sygdommen, men snarere som menneskets reaktion på ubalance - dvs. som organismens forsøg på at opretholde balance og genvinde helbredet. Homøopaten er derfor meget opmærksom på ikke at fjerne symptomerne gennem undertrykkelse. Formålet med behandlingen er derimod at finde årsagen til symptomerne og med det rette lægemiddel at styrke organismens eget forsøg på helbredelse, så sundhed genopstår. 

En homøopatisk ordination er altid individuel og aldrig bestemt af en medicinsk diagnose. Dvs. at to personer med samme medicinske diagnose ofte vil blive helbredt af forskellige lægemidler - ordineret i overensstemmelse med Lighedsprincippet.


Lægemidler

Klassiske homøopater benytter sig af lægemidler, der er udvundet af råstoffer fra mineral-, plante- og dyreriget. Disse substanser kan være hele eller dele af planter, metaller, mineraler, syrer, hele eller dele af dyr, sygdomsprodukter (nosoder) og andre substanser.

Alle lægemidler, der benyttes i homøopatien er prøvede på raske mennesker, så man kender deres medicinske virkning, både fysisk, følelsesmæssigt og mentalt. Man kender i dag mange hundrede stoffers medicinske virkning. Denne viden har man erfaret dels gennem prøvninger og viden fra forgiftningslæren og dels gennem klinisk erfaring. 


Potensering

Homøopatiske midler fremstilles ved en særlig proces, kaldet potensering. Denne proces frigør og styrker de helende egenskaber i det givne stof og fjerner eventuelt giftige bestanddele, som kan give uhensigtsmæssige bivirkninger. Homøopatiske farmacier tilbereder de homøopatiske midler efter bestemte opskrifter, og sælger dem i forskellige potenser, i både fast og flydende form. Alle lægemidler har gennemgået denne potensering. Metoden er udviklet af Samuel Hahnemann, og den forstærker den helbredende virkning af det enkelte lægemiddel samt fjerner risikoen for utilsigtede bivirkninger.

Ved potensering tilføres blandingen kinetisk energi (bevægelsesenergi) samtidig med at stoffet fortyndes. Faste stoffer forrives og tritureres (i morter) med mælkesukker. Opløselige stoffer fortyndes i en vand-alkohol blanding. Potenseringen gør virkningen af lægemidlet stærkere og stærkere efterhånden som det fortsat fortyndes og tilføres energi. Derfor jo højere fortynding, jo mere dynamisk er lægemidlet.


Medicin uden bivirkninger

Homøopatiske lægemidler giver ikke nogen form for kemisk bivirkning fra det oprindelige stof, idet fortyndingen i de allerfleste midler er så stor, at der ikke findes et eneste molekyle tilbage af det oprindelige stof. Allerede i relativt lave potenser (f.eks. en C12, hvor stoffet er blevet fortynder med vand 1:100 12 gange) kan det oprindelige stof ikke længere spores molekylært. 

Der er fremsat mange teorier omkring, hvad der giver de homøopatiske lægemidler så stor effekt og forskningsinstitutter verden over arbejder på, at bevise disse teorier. Men indtil i dag må vi nøjes med teorierne, der alle kommer fra den nyere teoretiske fysik, samt med det faktum den empiriske videnskab har givet os: princippet om at lige helbreder lignende.

Det er dog vigtigt at mærke sig, at en konstant brug af de homøopatiske lægemidler, der kan købes i håndkøb, eller enkelt indtagelse af stærkere midler bør ske under vejledning af en uddannet homøopat. Forkert dosering kan medføre utilsigtede virkninger. 

I dag fremstilles de homøopatiske lægemidler på moderne farmacier, hvor man, ved hjælp af maskiner og teknik, nøje efterligner den oprindelig håndgjorte proces. Fremstillingen af homøopatisk medicin er underlagt de samme standarder og regler som fremstillingen af konventionel medicin.


Centrale principper

De centrale principper i klassisk homøopatisk behandling er: 

1. Lighedsloven
Homøopater ordinerer i henhold til Lighedsloven det afprøvede homøopatiske middel, som ”passer” til det totale sygdomsbillede, som patienten har. Baseret på Lighedsloven anvender homøopater de potenserede, dynamiserede lægemidler, da man anser sygdomme for at være dynamiske, dvs. af energetisk karakter, og derfor kun kan helbredes med et tilsvarende dynamisk lægemiddel.

2. Modtagelighed
Alle mennesker er forskellige og dermed modtagelige for forskellige sygdomme. Det er dybest set modtageligheden der behandles homøopatisk. Nogle mennesker er modtagelige for overfladiske lidelser, andre for dyberegående lidelser. Af 10 mennesker, som går ud i regnen, får kun 1 influenza. Dette sker fordi vedkommende er modtagelig for infektionen. Ved at fjerne bakterier med antibiotika gør vi ikke noget for at rette op på ubalancen i livskraften, som skaber denne modtagelighed. Ved homøopatisk behandling er det modtagelighedsområdet, som forskydes udad, så organismen bliver mindre modtagelig for dyberegående og mere livstruende sygdomme og mere modtagelig for de overfladiske, ”lette” sygdomme.

3. Ordinationen er individuel
Ordinationen sker som tidligere nævnt i overensstemmelse med Lighedsprincippet baseret på hele mennesket. Årsagen er, at enhver lidelse opleves forskelligt fra person til person. Den udløsende årsag vil også variere. Homøopater ordinerer derfor ikke ét middel til én sygdom. Derimod finder homøopaten det lægemiddel, som bedst dækker hele patientens tilstand, dvs. på raske mennesker kan fremkalde de mest lignende symptomer og reaktioner, som dem patienten har. Derfor vil ti patienter, som alle lider af f.eks. halsbetændelse, ofte modtage ti forskellige homøopatiske midler, afhængig af deres individuelle symptomer.

4. Miasmer
Homøopater arbejder også ud fra den teori, at vi har medfødte prædispositioner til sygdomme. Dette kaldes miasmer. Når den miasmatiske disposition tages med i betragtningen om valg af homøopatisk middel, er det muligt at helbrede på et væsentligt dybere plan.

Miasmen udgør ikke sygdommen, men er snarere udtryk for måden vi reagerer på eller dybden i reaktionen på sygdom. Nogle resignerer, nogle kompenserer. Der er beskrevet en række miasmer i homøopatisk teori og de er et helt studie i sig selv.

5. Lægemidlerne skal være prøvede på raske mennesker
De homøopatiske midler er alle afprøvede på raske mennesker. Der laves ikke forsøg med dyr. Årsagen er, at dyr ikke kan give udtryk for det enkelte symptoms natur, dvs. dets præcise placering, den eksakte oplevede følelse i symptomet, samt hvad der påvirker det positivt og negativt. 

Afprøvning af et middel - kaldet lægemiddelprøvning - foregår i flere omgange over flere år førend man kan være sikker på, at lægemidlets affiniteter er kendte. Siden Hahnemann’s tid er der lavet prøvninger på mange hundrede midler, og nye kommer til hver dag. 

6. Mindst mulige dosis
Homøopater anvender meget små doser. Årsagen er, at lægemidlerne fungerer som impuls til at sætte livskraften i gang med den selvhelbredende eller harmoniserende proces. Hvis impulsen gentages for ofte virker det forstyrrende og kan medføre ubalance, og det kan derfor have uhensigtsmæssige konsekvenser. 

7. Ét middel ad gangen
Homøopater ordinerer altid kun ét lægemiddel ad gangen. Årsagen er, at det ifølge grundlæggende homøopatisk teori altid er muligt at finde similimum, dvs. det ene lægemiddel, som bedst dækker hele symptombilledet både fysisk, følelsesmæssigt og mentalt. En anden årsag er, at lægemidlerne er afprøvede ét ad gangen. Derfor kendes deres materia medica billede enkeltvis. 

Når der ordineres et enkelt middel ad gangen har homøopaten desuden lettere ved at hjælpe patienten i helbredelsesprocessen, fordi man nøjagtigt ved, hvilke midler patienten reagerer på. Hvis akutte situationer opstår, er det samtidig hurtigere at finde et beslægtet middel. 

Men det er ikke altid ukompliceret at finde similimum. Det kræver et godt samarbejde med patienten, stiller krav til homøopatens empatiske og analytiske evner, til hans viden om homøopatisk teori og materia medica og grundighed. Derfor er det oftest lettere for personer, som ikke har modtaget nogen særlig homøopatisk uddannelse at ”skyde med spredehagl” og anvende lægemiddelkombinationer, populært kaldet kompleksmidler, og derigennem opnå en delvis effekt. 

8. Heerings lov
Når homøopater vurderer effekten af behandlingen benyttes bl.a. Heerings lov. Den siger, at helbredelse sker oppe fra og ned, indefra og ud og at symptomerne aftager i omvendt rækkefølge af hvordan de er opstået, dvs. de yngste symptomer forsvinder først. Dog afhænger dette af bl.a. kompleksiteten i tilstanden. 


Dansk Selskab for Klassisk Homøopati

I Danmark hedder den officielle organisation for homøopati Dansk Selskab for Klassisk Homøopati (DSKH), www.homeopati.dk. DSKH er en faglig organisation med godt 60 medlemmer. DSKH repræsenterer professionelle klassiske homøopater i Danmark og er medlem af the European Counsil for Classical Homoeopathy, ECCH (Se udbredelse i Europa). DSKH er også medlem af Sundhedsrådet og fik i 2006 mulighed for at RAB-godkende de af sine medlemmer, som opfylder RAB-lovgivningens krav. Aktive medlemmer af DSKH har modtaget minimum fire års af DSKH og ECCH godkendt uddannelse, og har bestået eksamen i anatomi, fysiologi og patologi på sygeplejerskeniveau. De har dermed ret til at benytte titlen klassisk homøopat MDSKH. 


European Counsil for Classical Homoeopathy

European Counsil for Classical Homoeopathy, ECCH, er en repræsentativ platform for homøopati som profession i Europa. ECCH udgøres af sine medlemmer, 27 professionelle organisationer i 23 europæiske lande. http://www.homeopathy-ecch.org 

ECCH’s hovedfokusområder er at:
- repræsentere den homøopatiske profession til gavn for både homøopater og patienter,
- forene den homøopatiske profession for at sikre den højeste standard af homøopatisk behandling for at kunne genetablere og forbedre patienternes helbred samt
- gennem sit arbejde med uddannelse, farmacier og politisk arbejde at sikre at patienter har adgang til højt kvalificeret homøopatisk behandling

ECCH arbejder på fire niveauer: 
- lobbyisme med europæiske institutioner som Europaparlamentet, Europakommissionen og Europarådet,
- udarbejdelse af rapporter og politiske dokumenter, som kan anvendes til lobbyisme af aktiviteter på Europæisk niveau, 
- støtte til nationale organisationer for at disse kan opnå deres professionelle og politiske mål og
- koordinering af aktiviteter og møder for nøgleinteressegrupper indenfor f.eks. forskning og farmaci.


Homøopatiens udbredelse

Kilder: 
Facts about Homeopathy and other CAM Therapies, European Counsil for Classical Homoeopathy, 2nd. Edition, February 2007, DRAFT 070220.

An Overview of Positive Homeopathy Research and Surveys, The European Network of Homeopathy Researchers (ENHR), March 2007.
(Oversat af Joakim Larsen)

I Danmark: 
Undersøgelser har vist, at 45% af den danske befolkning har anvendt alternativ behandling. 33% af den voksne befolkning har anvendt registreret alternativ behandling (CAM therapy) over de sidste år. 77% af dem har betragtet sig som helbredt.

I EU:
Tre ud af fire europæere kender til homøopati. Ud af disse anvender 29% af dem homøopati til deres sundhedspleje. Det Europæiske Parlament opfordrer EU til at indlede processen godkendelsen af en række ikke-konventionelle medicinske behandlingsformer. Dette skal ske i takt med, at forskningsprogrammer om sikkerheden og virkningen af disse medicinske behandlingsformer gennemføres. 
Europarådet har konstateret, at registreret alternativ behandling er støt voksende i Europa og patienter i stigende grad efterspørger disse. Homøopati er ifølge Europarådet en af de fire bedst etablerede registrerede alternative behandlingsformer i Europa og kan fungere komplementært til andre behandlingsformer. 
Europarådet konstaterer også, at begrænsningerne i konventionel medicin ikke må ignoreres eller undervurderes, men at det i forbindelse med godkendelsen af registrerede alternative behandlingsformer samtidig er nødvendigt at ”separate the wheat from the chaff”.

I Europa: 
Homøopati praktiseres i dag i 41 ud af 42 Europæiske lande. Homøopati er den mest udbredte registrerede alternative behandlingsform i 5 ud af 14 europæiske lande og blandt den mest hyppigt anvendte i 11 ud af 14 lande. Offentlig interesse og accept af alternativ behandling stiger i de fleste europæiske lande. Procentdelen af befolkningen, som anvender registreret alternativ behandling, varierer fra 18 - 71%, afhængig af landet. En række registrerede alternative behandlingsformer er blevet anerkendt i forskellige lande: 
· Akupunktur i Belgien og Finland
· Kiropraktik i Belgien, Danmark, Finland, Frankrig, Norge, Sverige og England.
· Naprapati i Finland og Sverige.
· Osteopati i Belgien, Finland, Frankrig og England.

Udenfor Europa:
Homøopati er officielt anerkendt i en række lande: Ghana, Indien, Mauritius, New Zealand, Pakistan, Forenede Arabiske Emirater og Zimbabwe. Homøopati er integreret i det nationale sundhedssystem i en række lande: Brasilien, Chile, Indien, Mexico, Pakistan og England. Der er 180.000 homøopater i Indien, svarende til en homøopat per 5.500 indbyggere.


Uddannelsen til klassisk homøopat

For at blive aktivt medlem af DSKH og få retten til at anvende titlen Klassisk Homøopat MDSKH kræver foreningen en uddannelse, der svarer til Europæiske retningslinier. De europæiske retningslinier er udformede af European Counsil for Classical Homoeopathy i form af et curriculum. I Danmark er der foreløbig kun én af DSKH og ECCH godkendt skole. I England, Tyskland og Frankrig enten kan man eller er tæt på at kunne læse homøopati på universitetet og tage en bachelor- eller mastergrad i homøopati. Ellers er skolerne overvejende private og der kan stadig være stor forskel på kvaliteten af uddannelsesstederne.

I uddannelsen kræves undervisning i følgende: homøopatisk filosofi og metodik, Materia Medica, klinisk træning, sygdoms- og sundhedsforståelse, anatomi, fysiologi og patologi, psykologi og etik. 

Uddannelsen er normeret til minimum 4 år og tages på de fleste skoler med månedlig 3-dages undervisning. Herudover er studiet anlagt som selvstudie. 

DSKH’s Godkendelseskrav 

DSKH’s godkendelseskrav for titlen ”Klassisk Homøopat MDSKH” blev i deres nuværende form vedtaget på den ordinære generalforsamling i DSKH i marts 2006. Til grund for godkendelsen ligger som minimum en fireårig deltidsuddannelse eller en 3-årig fuldtidsuddannelse med følgende retningsgivende timefordeling:
Anatomi og fysiologi 250 lektioner
Patologi 100 lektioner
I alt 350 lektioner

Primært fagområde:
Homøopatisk teori 90 timer
Materia Medica (læren om de homøopatiske midler) 140 timer
Homøopatiske cases, dvs. anvendelse af homøopatisk metode, herunder 1. brugen af metodens teorier2. demonstrering af praktisk kendskab til den homøopatiske Materia Medica 180 timer
I alt 410 timer

Øvrige fagområder:
Klientbehandling og klinikvejledning, basal sundhedslovgivning, herunder autorisationslovenes bestemmelser om forbeholdt virksomhed og lægelovens øvrige kvaksalveribestemmelser 40 timer
Psykologi 50 timer
Information om komplementære behandlingsformer 50 timer
I alt 140 timer

Krav om samlet timetal på i alt 900 timer

Derudover er der på alle uddannelser vejledt hjemmearbejde samt afgangsprojekt.

Joakim Larsen, maj 2007
Publiceret alternativinfo: 20-06-2007

Relaterede Artikler:
Den klassiske homøopati og hormonerne 
  af af Anni Skak, klassisk homøopat og sygeplejerske 

Syge børn og homøopati 
  af Anni Skak, klassisk homøopat og sygeplejerske 

Externe Links: 
Dansk Selskab for Klassisk Homøopati (DSKH)

Home > Artikler > Introduktion til klassisk homøopati
14-12-2021