Siddende med benene trukket op under mig, halv gemt under et tæppe, sidder jeg og ser den klassiske gyser Barneleg med dukken Chucky som alt overskyggende ”hovedperson” og overvejer hvad det endeligt er jeg har gang i da jeg altid har været hunderæd for hjemsøgte dukker. Hvad gør man ikke for at kunne skrive en god artikel om emnet, men da Chucky kommer listende rundt et hjørne med en kæmpe kniv bliver det altså lige for meget for mig og jeg slukker for filmen; Tænk sig at være paranormal efterforsker der lever for at komme ud til hjemsøgte steder og så ikke kunne se en gyser om en dukke? Hvad er det præcist der gør at så mange af os bliver skræmte over dukker? Kan det være Hollywoods skyld eller er det fordi dukker virkeligt kan blive de perfekt ”beholdere” for ånder, som mange hævder? Det har jeg sat mig for at undersøge så godt som jeg kan, uden at have en virkelig hjemsøgt dukke til at guide mig! Jeg vil starte med at fortælle lidt om de mest kendte hjemsøgte dukker.

Robert the Doll

Robert The Doll 

Når man googler ”Haunted Doll” er et af de første eksempler man får er en dukke ved navn Robert The Doll, som siges at være et af de mest berømte tilfælde af hjemsøgt legetøj. Dukken Robert blev i 1896 givet som en gave af kærlighed fra den bahamisiske barnepige til en lille Robert Eugene Otto, kaldet Gene. Dukken er i barnestørrelse og lavet af strå og træ og siges at være en kopi af den lille dreng ham selv. Det var en velkendt hemmelighed at familien Otto ikke behandlede deres tjenestefolk eller rettere slaver godt; at tæsk og misbrug var daglig dag for folkene i Otto-huset.

Dette har givet grobund for sagnet at Barnepigen, som havde rødder tilbage til Bahamas, var udøver af sort magi, Voodoo, og at hun som hævn over det årelange misbrug kastede en forbandelse over dukken og fangede en ond ånd i den. Men der er ingen dokumenter der påviser at der er hold i sagnet, tvært imod tegner virkeligheden et billede af en kvinde der holdte af Gene som om han var hendes eget kød og blod og som ønskede at give drengen en følgesvend og fortrolig gennem hele livet. Gene elskede sin nye dukke og gave ham prompte navnet Robert og hvor end Gene gik havde han sin ven med sig; han gik endda så langt som til at klæde dukken i sit eget tøj, og han hørtes ofte tale med dukken og svare sig selv med en hel anden stemme…!

Efter at Dukken Robert havde boet hos Gene i nogle få måneder, begyndte der at ske sære ting i huset. Ting forsvandt for at dukke op i knust tilstand, Gene begyndte at snige ud af sin vindue ved nattetide for at vandre rundt på husets grund og forældrene fangede ham tit i at gøre ting han ikke måtte, hvor efter Gene ville forsvare sig med: ”Det var Robert!” mens han holdt dukken frem som skjold. Folk udenfor familien afviste det hele som drengestreger og sagde at Gene bare var en livlig dreng, men i huset og blandt familien begyndte man at hviske i krogene. Kunne dukken virkeligt være bag alt den ballade?

Snart virkede det som om dukken blev mere modig og ikke havde brug for at Gene slæbte ham rundt. Om natten kunne man høre lyden af hule fodtrin gennem husets gange, og det skræmte tjenestefolkene så meget at de ikke turde forlade deres senge, men tit lå vågen til det begyndte at blive lyst. Lav nynnen og sang kunne høres fra barneværelset, selvom man viste at Gene ikke var derinde og når der skulle gøres rent på værelset var der altid to tjenestefolk ad gangen, da ingen turde være alene med dukken og da slet ikke vende ryggen til ham.

Som tiden gik, blev forældrene gamle og efter de døde var der kun Gene og Robert tilbage i huset, og sådan gik nogle år indtil Gene fandt en hustru fra byens elite og tog hende med tilbage til huset. Fra det første sekund hun så dukken havde hun en dårlig fornemmelse og til sidst bad hun Gene og at gemme den væk. Gene var ikke meget for det, men til sidst gav han sig og Robert blev forvist til de gamle værelser på loftet, hvor tjenestefolkene havde boet i Gene’s barndom og her forblev han for det meste resten af Gene Ottos liv. For ifølge historierne forlod Robert tit loftet på egen hånd og både tjenestefolk og Mrs. Otte selv fortællers at have set dukken forsvinde op ad trappen når de kom ud i hallen. Mrs. Otto var til tider så skræmt and hun ikke turde var alene hjemme, og det blev ikke bedre af at man tit hørte dansetrin og børnesange fra loftet. En dag tog hun mod til sig og skyndte sig op på loftet, åbnede døren og fandt Dukken siddende i Gene’s gamle gyngestol. 

En dag så Mrs. Otto, at Robert sad i Gene's gamle gyngestol.

Da hun konfronterede sin mand med spørgsmålet om han havde taget Robert ned fra loftet fik hun bare det samme barnlige svar som Gene havde givet sine forældre år forinden: ”Det var Robert!” Da Mrs. Otto pludselig døde og Gene blev enkemand, begyndte folk igen at viske i krogene om, at det mon var Robert der stod bag.

Da Gene Otto døde i 1972 forventede man at spøgerierne omkring Robert ville stoppe, da mange havde troet at det virkeligt var Gene der stod bag. Men det viste sig dog hurtigt at Robert langtfra var færdig med at skabe terror og panik. Folk der gik forbi det nu forladte hus, hørte tit sang komme fra huset og Robert siges at have skræmt en flok skolebørn fra vid og sans, da de så Robert kigge ud af loftsvinduet og grinende gemme sig igen.

Huset stod tomt i en årrække før en ny familie, der ikke kendte til historien om Robert, købte det gamle hus, der stod som det var blevet forlad efter Gene’s død og da familien finder Robert siddende på loftet bliver han overrakt til den 10-årige datter som en gave. 

Det lod ikke til at Robert var tilfreds med sin nye ejer, for allerede samme nat begyndte den lille pige at lide af svære mareridt og hun fortalte flere gange, at hun vågnede ved at dukken sad over hendes ansigt, og hun var overbevist om at Robert prøvede at kvæle hende. Det var tydeligt at Robert ikke kunne lide piger og da familiens kat blev fundet viklet ind i de snore der styrede gardinerne, fik familien nok og Robert blev igen låst inde på loftet. 

Da familien flyttede, blev huset omdannet til det museum det er i dag og Robert blev afleveret på The East Martello Museum, hvor det hurtig viste at han havde mere spøgeri i sig. De ansatte begyndte at fortælle om mystiske og uhyggelige ting der begyndte at ske efter Robert flyttede ind, en kvindelig ansat sagde endda op med den begrundelse, at Robert havde forfulgt hende rundt på museet en hel dag og det havde hun slet ikke nerver til.

Robert the Doll sidder nu i en montre, så han ikke laver for meget ballade.

Da museet ikke ønskede at flere skulle sige op af samme grund, blev Robert lukket inde i en montre, men der sker stadig ting og sager som ikke kan forklares og tit ender Robert med at få skylden. Et par år tilbage på en stille oktober dag havde muset udlånt Robert (i sin montre) til et andet museum og et par af de besøgende spurgte lidt undrende, hvorfor der lå pebermynte bolcher inde hos dukken; det svar de fik, gav dem gåsehud… ”De ligger der skam for at Robert skal blive i kassen og ikke gå på nattevandring!” 

Nu tænker du måske, sikke noget pjat. Men gennem hele den oktober hvor Robert var udlånt var bolcherne spist når kustoden tændte lyset næste morgen, og der lå sammenkrøllet papir i bunden af montren! 

Har man lyst til at besøge Robert, der stadigt er iført et sæt af Gene Ottos tøj, så skal man et smut til The East Martello Museum eller hvis det er i oktober, da på the Historic Custom House in Key West, Florida (USA).
  

Marie Laveau, oprindeligt malet af Frank Schneider ca. 1920, som kopi af ældre portræt fra 1888 af George Catlin (original i The Cabildo, New Orleans).

Djævlens Baby Dukke! 

En anden historie fortæller om et barn der i 1800 tallet gennem flere år hærgede Old New Orleans bydelen The French Quarter. Legenden fortæller at barnet blev adopteret af Voodoo dronningen Marie Laveaux, og skulle have været djævlens barn, født af en højagtet ældre kreoler kvinde. Og selv i dag siges barnet at hjemsøge de smalle stræder og gyder i den gamle bydel. 

Hvor kommer så dukken ind i billedet? Jo ser du… For at skræmme monster barnet væk fra deres hjem og ud i mørket, begyndte folk at hænge groft tillavede dukker der lignede djævle babyer i vinduerne; de tidligste var lavet af de tørrede skaller fra græskar men senere blev de mere komplekse med hale og horn. For at vise deres utilfredshed med Voodoo dronningens valg af barn, efterlod anonyme borgere ekstra groteske dukker på hendes dørtrin i nattens mulm og mørke.

I dag er mange af de ældste dukker gået til, så de familier der har disse sjældne arvestykker vil ikke stå frem, hvilket gør at museums og paranormale efterforskere ikke kan give et klart bud på hvor mange djævle-babydukker der findes i dag. 

Grisgris (grigri) woodoo amuletter blev oprindeligt bragt til New Orleans med de sorte slaver. Billede af Author Charles M. Gandolfo (New Orleans Historic Voodoo Museum).

Som mange andre mystiske figurer har disse dukker også fundet kult status hos forskellige samfundsgrupper, lige fra teenageren til samleren. Og i dag produceres der en mere dukkelignende Djævle Baby; alle med samme ondskabsfulde smil, glinsende øjne og små horn i panden. Og det er som om der stadig hviler en forbandelse over dukkerne, man bliver tit utryg ved bare at være i nærheden af de små bæster, som om der er noget helt galt med dem.

De håndskårne dukker synes at følge dig med øjnene og er der flere samlet kan man høre svag hvisken og de rumsterer rundt, selvom man ved at der ikke er nogen i værelset med dem. Det var dette der fik gjort dukkemageren nysgerrig efter at se hvad der skete hvis man holde dukkerne separat. Så med meget god overtalelse fik han overtalt nogle venner til hver at tag en dukke med hjem.

Der gik ikke længe før de ringede efter ham og bad ham hente dukken, da der simpelthen var noget lusket ved dem, som gjorde familierne utrygge ved at være i deres eget hjem. En var overbevist om at hans dukke blev ved med at bevæge sig af egen fri vilje.

Vennen havde placeret dukken i lukket et skab i et af husets tomme værelser, men fastholdt, at hver dag når han kom hjem fra arbejde, så var skabsdøren åben og babydukken ville ligge halvvejs ude på gulvtæppet.

Et andet sæt venner fik deres køkken endevendt hver nat, selvom de hverken havde børn eller dyr og kun var de to i huset. De var pænt utrygge ved ikke at kunne finde en forklaring på hvad pokker der lige skete. En tredje dukke var i hænderne på et anerkendt medium der boede i et hus i Lakeview, og fra første øjekast afskyede han babydukken og det blev ikke bedre af, at han i de to uger han havde dukken, hver nat vågnede til baby gråd selvom der ingen baby var i miles omkreds.

Da stormen Katrina ramte New Orleans (2005) og begravede alt i huset med 2 meter vand, nåede mediet ikke at få dukken med sig da han flugtede og da vandet igen forsvandt, var dukken som noget af det eneste i hele huset væk, hvilket skræmte ham mere end noget andet.

Den paranormale efterforsker Sylvia Cross, der er en stor samler af såkaldte hjemsøgte ting, anskaffede sig selvfølgeligt også en Djævel babydukke som en del af hendes samling, men var overraskede over at det virkeligt lod til at være noget om at alle disse dukker er mere end bare normale dukker, da hun som overnævnte eksempler hurtig blev opmærksom på at hendes dukke bevægede sig af sig selv om natten. Hun hørte svag hvisken og gråd, men var mest overrasket over, at hendes katte ikke var til at tvinge i nærheden af dukken. Sylvia Cross mener, at man hvis man stirrer ind i dukkernes øjne, fornemmer man at der er en ”levende person” inde bagved der stirre ondt tilbage, andre mener det er en dæmon eller den onde selv der har taget bolig i dem.

På dukkemageren Ricardo Pustanio online butik har han givet tilladelse til at folk kan sælge deres Djævle-dukke på Internettet, hvis man bare husker at advare folk om, hvad det er de køber! Ud over sine meget populære Djævle-babydukker har han også designet andre dukker, som alle siges at havde en overnaturlig aura over sig, hvis ikke ligefrem at være hjemsøgte, inklusiv en voodoo dukke lavet præcist efter kundens ønsker! 

Hyggelig fætter!
  

Porcelæns-dukke fra Tjekkiet.  Foto: Gila Brand.

Den hjemsøgte dukke Pupa! 

Dette er nok den sødeste af de historier jeg faldt over på min jagt.

Pupa er en lille fin dukke der i 1920’erne blev foræret til en pige der elskede hende overalt på jorden og beholdte dukken til sin død i 2005. 

På det tidspunkt blev Pupa overgivet til en ny familie der placerede hende i en fin lille montre sammen med andet gammelt legetøj. Efter kort tid begyndte familien at ligge mærke til små mærkelige hændelser, som at Pupa lå eller sad anderledes om morgenen end hun havde om aftenen, at hendes ansigt ændrede udtryk, lyde som om nogen bankede meget let på glasset til Pupa’s ”hjem”, og når de så kiggede kunne Pupa’s hånd hvile på glaskarmen eller hun kunne have flyttet sig i forhold til hvordan hun havde siddet bare minutter før.

Men prøv at slå hende op på nettet, og læs artiklen for den er noget så sød.

Min personlige vurdering! 

Med alle de historier der ligger på nettet, er der enten tale om vandre historier der er så vedholdende at man begynder at tro på dem, ellers er det 100 % sandhed.

Hvis man kigger på det med en paranormale efterforskers øjne, finder man hurtigt et par fællesnævnere i de forskellige historier:

1: 
I mange tilfælde har dukken været et barns ven og fortrolige gennem hele livet, og som alle ting efterlades der en del af ejernes egne energier i dukken. I teorien kunne det forklare at de virker livagtige eller tiltrækker en mulig ånd.

2: 
Mange ældre dukker er lavet efter et spillevende barn, og har nogen gange endda med hår fra selv samme barn eller med hår doneret til dukkemageren. Ergo er det rigtigt menneske hår, på en dukke der er et afbillede af et engang levende person og i flere tilfælde med tøj lavet af en dragt et rigtigt barn har brugt, hvilket for mine tanker hen på voodoo dukker som er et HELT andet kæmpe stort emne, som der kommer en anden artikel om senere, men mine instinkter siger ”Aha! Der kunne være noget der!” 

3: 
Alt den snak og mystik omkring muligheden for at en dukke er hjemsøgt kan lege med folks fantasi, især hvis der eftersigende er dokumentation på at den pågældende dukke er hjemsøgt. Hvis man ser på de film der i årenes løb er lavet om netop hjemsøgte dukker, ville det være mærkeligt hvis der skulle være et tilfælde hvor en person fra i dag ikke har hørt eller set noget om emnet, så det må man huske at tage med i sin vurdering. Dette kan jo så ikke forklare de tilfælde før filmens tid, og dog… Selv i urtiden har man siddet rundt om lejrbål og fortalt historier, og alle har vel sat og skræmt sig selv og andre med spøgelseshistorier som barn. Menneskets fantasi er helt klart en faktor i mange af sagerne om hjemsøgte dukker, men jeg vil ikke afvise dem alle på den konto!


I min jagt på sandheden, er jeg kun faret vild i myten og står stadig uden endeligt bevis for at dukker kan vandre rundt i dit hjem om natten når du sover. Men også med den fornemmelse at hvis ting som malerier, huse eller andre dødegenstande kan indkapsle en ånd, så er det da ikke utænkeligt at den ånd måske vil blive mere tiltrukken af en menneskelignende ”Beholder.” 

Hvis der sidder en derude med viden om hvor der findes en påstået hjemsøgt dukke i Danmark, så vil vi i Ghost Hunter Midt Vest meget gerne høre fra dig, så vi måske kan få mulighed for at undersøge sagen på egen hånd. Eller hvis der bare er en kommentar eller et spørgsmål der brænder for at blive besvaret, så er du meget velkomne til at kontakte os.

Publiceret alternativ.info: 01-09-2011

Relaterede Artikler:
Hvad er Spøgelser ? 
  af Heidi Lykke Nielsen (healer, clairvoyant og spøgelsesforløser)

Usynlige venner 
  af Angelica Nielsen, formand for foreningen Ghost Hunter Midt Vest

Vejsidespørgelser 
  af Birgit Thorén, næstformand i foreningen Ghost Hunter Midt Vest

Ånden i glasset - er ikke en leg 
  af Angelica Nielsen, formand for foreningen Ghost Hunter Midt Vest

Externe Links: 
Robert the Doll officiel hjemmeside (engelsk)

www.ghost-hunter.dk 

Kilder: (Diverse kilder fundet af redaktionen) 
Chucky (Child's Play), filmomtale på Wikipedia (engelsk)

Robert the Doll på Wikipedia (engelsk)

Robert the Doll officiel hjemmeside (engelsk)
  - fra The Fort East Martello Museum and Gardens, Key West, Florida, USA 

Marie Laveau, Wikipedia (engelsk)

Louisiana Voodoo, Wikipedia (engelsk)

Gris-gris (talisman), Wikipedia (engelsk)

Foto:
Fotos af Robert the Doll er gengivet med tilladelse 
     fra The Fort East Martello Museum and Gardens, Key West, Florida, USA 
     med følgende forbehold: 
     "Of course please ask Robert if it is OK, as sometimes he causes problems, 
     if he is not asked."
Maleri af Marie Laveau, kopi malet af Smerdis of Tlön, 
     som har doneret sit billede som Worldwide Public Domain. (Kilde: Wikipedia) 
Grisgris (grigri) woodoo amuletter af Author Charles M. Gandolfo, 
     gengivet ifg. Creative Commons Attribution-ShareAlike 3.0 License. (Kilde: Wikipedia) 
Porcelæns-dukke, foto af Gila Brand.

Home > Artikler > Hjemsøgte dukker
16-12-2021