Da jeg for 30 år siden var ung stud.med., var der mange af de professorale koryfæer, der havde en gammelsproglig studentereksamen som basis for deres studium.

Jeg tilhørte den nye generation af ildsprudlende tilhængere af de eksakte videnskaber, og med en matematisk/fysisk studentereksamen i ryggen, var man jo nærmest alvidende på dette felt.

"Livet" var jo ikke andet end kemiske processer i et legeme, hvor stort set alt kunne registreres, måles og vejes. "Sindet" var et tåget begreb, som kun psykiaterne puslede med, men som ikke rigtigt havde noget med faget at gøre, og "sjælen" var der slet ikke nogen, der turde nævne.

Verden bliver så enkel, når man har indstillet kikkerten på kun at se det, der kan registreres, måles og vejes.

Det bliver så enkelt at foretage en undersøgelse af dette eller hint, fordi resultatet altid ender som en serie tal, der efter et bestemt regelsæt viser signifikans eller non-signifikans. Man skal ikke en gang vurdere tallene. Det er der helt klare, statistiske regler for. - Man undgår ganske den vanskelige øvelse at abstrahere, at reflektere, - ja, man behøver end ikke tænke.

Hvornår skulle man også få tid til det?

På Universitetet blev man dænget til med eksakt viden i en overvældende mængde, og kravene til paratviden var så store, at det tog lidt tid efter eksamen, før man fik næsen oven vande og kunne trække vejret selv. Efter embedseksamen løb man så spidsrod i et vagtbelastet karrièreræs, for at få netop de stillinger, som gav bedst mulighed for den endelige erhvervskompetence inden for ens foretrukne interessefelt, som for mit vedkommende var almén medicin. Herefter ti år i almén sygesikringspraksis med 40-50 patientkontakter om dagen. Hvornår skulle man få tid til den livgivende refleksion eller den konstruktive kedsomhed, der katalyserer nytænkning?

Der gik næsten 20 år, før jeg kunne få tid til at tvivle på, om mit matematisk/fysiske verdensbillede nu også gav et ærligt billede af mit fag.

Var de måske alligevel ikke så tossede, de gamle professorer med deres klassisk sproglige baggrund? Havde de i virkeligheden det overblik og den virkelighedsopfattelse, der skulle til, for at forstå "livet" bedre? Eller var de blot ikke så blokerede, som vi andre, af krav om at alt absolut skal kunne registreres, måles og vejes. Disse evindelige objektivitetskrav i den hellige videnskabs navn har måske i virkeligheden givet os skyklapper på. Måske er vi blevet hæmmet i evnen til at se det subtile i livet. Måske har lægekunsten måttet lide på lægevidenskabens alter.


Der var jo ikke den store grund til disse refleksioner, hvis det danske sundhedsvæsen og danskernes livskvalitet var en succeshistorie. Men Nordens største børnedødelighed, og bundplaceringer i Europa hvad angår befolkningens levealder og resultater af sygdomsbehandling, burde måske nok mane til lidt ydmyghed og eftertænksomhed i vort selvtilfredse sundhedsvæsen.

For få år siden kom udlandsdanskere hjem for at få lægebehandling, når de blev syge. I dag foretrækker mange at blive, hvor de bor, og for eksempel få lavet deres hjerteoperation på Sct.Helena-klinikken på Spaniens solkyst frem for at få det gjort herhjemme. Nogen tager endda aktivt til udlandet for at få behandling for deres sygdom.

Vi kan naturligvis vælge at glæde os over, at blandt andet spanierne også er blevet dygtige, men vi kan jo også spørge os selv, om vi er ved at blive overhalet inden om. - Eller direkte sakker agterud.

Hvorfor er gennemsnitslevetiden længere i Düsseldorf, midt i Ruhrdistriktet, end den er i København, der er omgivet af vand og land?

Som Københavner har man en forventet levetid på linie med indbyggerne i byerne i de gamle østlande.

Det synes jeg, politikerne skylder os en forklaring på.

De har jo ansvaret. Hvis ikke de selv kan finde svaret, så må de jo spørge nogen, der kan. Måske behøver de ikke spørge de rådgivere, der har hjulpet dem med at opbygge det samfund og det sundhedsvæsen, vi har i dag. Det er det samme som at bede om et par gode undskyldninger, og det er ikke det, vi har brug for.


Det danske sundhedsvæsen var for 50 år siden højt respekteret i hele Verden. Det var den gang den "klassisksproglige" type tegnede lægestanden. De leflede ikke så meget for den eksakte videnskab, og mestrede den måske heller ikke så godt, men de kunne noget andet.

De mestrede den klassiske lægekunst.

De havde ikke fået deres arbejdsforhold presset ind i så snævre rammer som i dag, hvor ekstra service over for patienterne er udelukket af overenskomster. Den gamle huslæge, der har god tid, og som lige kigger et smut forbi, nu han alligevel er på de kanter, er desværre blevet en sjældenhed.

Kunsten at læge ligger i meget andet end det, der kan registreres, vejes og måles. Den subjektive faktor, som ligger i den personlige kontakt mellem læge og patient er i mange tilfælde af større betydning end den behandling, han ordinerer. På lægevagter har jeg ofte set hvorledes et svært astmaanfald svinder som dug for solen, når man sætter sig på sengekanten og holder den syge i hånden.

Eller den gamle, svært syge patient, som med livsvilje kæmper sig ud af den samme kritiske sygdom, der slår en 40 år yngre mand ihjel, fordi han lige har mistet sin livsledsager og dermed sin egen livsvilje.

Den, der begrænser sig til lægevidenskaben, har svært ved at forholde sig til et begreb som livsvilje, men den, der mestrer lægekunsten, ved udmærket, hvad det drejer sig om.

Livsvilje kan ikke måles, altså eksisterer den ikke. Præcist, som det bevisligt ikke kan lade sig gøre at flyve, hvis man er en humlebi.

Godt nok er videnskaben til for at teste intuitionen, men vi glemmer alt for tit, at intuitionen også er til for at teste videnskaben!

Heri ligger ikke noget angreb på videnskaben, men en kritik af, at man bruger den som en begrænsende ramme inden for hvilken alt er sandt og uden for hvilken alt er usandt.

Desværre har der de seneste årtier været en tendens til et kritikløst knæfald for de kontrollerede undersøgelser, som efterhånden fuldstændigt har erstattet almindelig sund fornuft.

Meget af den standard-terapi, lægevidenskaben anvender i dag er fuldstændig udokumenteret, og hviler hovedsagelig på empiri eller klinisk erfaring, som er en del af det, vi kalder lægekunst.

Den bygger på almindelig sund fornuft, som f.eks. når den erfarne terapeut ser bedring i tilstanden hos patienter, der lider af en kronisk, fremadskridende, dødelig sygdom.

Hvis terapeuten ikke er i stand til at bruge sin sunde fornuft til opbygning af en personlig (subjektiv) klinisk erfaring, men skal have selv de mest indlysende erfaringer bekræftet med dobbeltblinde, kontrollerede undersøgelser, så har den indre teknokrat taget overhånd, og det er det, der er ved at ske, ikke blot i Danmark, men i hele den vestlige Verden, hvor det er økonomien, der styrer beslutningerne.


Udviklingen i Danmark tegner desværre også et billede af en snævertsynet og smalsporet fremtid, hvor man kun vil tillade behandlingsmetoder, der er undersøgt i overensstemmelse med de for tiden herskende dogmer om videnskabelighed, og man vil ikke acceptere, men snarere forbyde husråd, urtemedicin, vitaminer, mineraler, aminosyrer og kosttilskud, som ikke har været igennem den videnskabelige flinkeskole.

Århundreders folkemedicin og naturlægetraditioner risikerer derved at gå tabt på grund af deres manglende evne til at honorere de for tiden herskende (enfoldige) krav til videnskabelighed. Måske vil de være tabt for evigt.

Måske vil de være tabt i en fjern fremtid, hvor de vil kunne leve op til de videnskabelige krav, der stilles i et mere avanceret videnskabeligt verdensbillede, hvor også subjektive begreber vil kunne vurderes.


Lægekunsten er ved at blive ofret på lægevidenskabens hellige alter. Hvis dette skal forhindres, kræver det et overblik og en resolut politisk handlekraft, som ikke er set i de sidste 25 år.
??

Claus Hancke
Publiceret alternativinfo 1999

Relaterede artikler: 
Læger og alternative behandlere må samarbejde 
   af ernæringsfysiolog og kultursociolog Rachel Santini

Home > Artikler > Lægevidenskab eller lægekunst
04-12-2021