Der var engang et væsen, der havde den egenskab, at det ikke kunne bevæge sine øjne, og således var dette væsens perspektiv begrænset - op og ned, øst og vest eksisterede ikke. Lad os kalde dette væsen for Todim.

Der var flere af Todims art på dét punkt i Universet. Ens for dem alle var, at de bevægede sig lige ud ad denne velkendte vinkel. Man kunne sige, at de ikke flyttede sig. Det skete dog, at en Todim nu og da faldt lidt ud af vinkel. Det kunne skyldes en lille forhøjning i jorden, en lille sten eller lignende. Som regel begrænsede det sig dog kun til en lille grad, for Todim'erne brød sig ikke om, når de ikke kunne se de andre, og søgte derfor snarest tilbage i den vinkel, hvorfra fortroppen stadig kunne ses.

En dag lå der en gren lige dér på Todim's vej, og uden den mindste anelse, tog Todim et kvanteskridt ud af grenen, der stak ret ud i luften….Og vupti, grenen gav efter, og Todim blev slynget ud i luften og snurrede rundt. Dér var pludselig op og ned, øst og vest, og Todim opdagede således højde og dybde og vidde - dét perspektiv, som vi kalder 3-dimensionelt.

Der er dem, der siger, at på vores vej, Din og Min, findes ingen grene at forcere. På den pæne, veltrimmede og pertentligt velholdte plæne - som vi ganske vist alle helst skal holde os indenfor - har vi da ikke hér tilsyneladende alt, hvad tidligere generationer har drømt om? Ofte skinner denne plæne mig i øjnene, den nærmest skriger af kunstighed, og jeg er nødt til at træde ud i det sommetider svært farbare buskads, for at betræde grene. Jeg søger at finde genkendelse, der hvor jeg træder - søger at lære grenens ophav at kende, at gennemskue årer og knaster, blade og spirer.

Hva' nu, hvis netop dén gren, jeg går på lige nu, er den, der kan vise mig, hvordan jeg gennemskuer op og ned, øst og vest? Hvad kunne der ske, hvis jeg fandt de rødder, der var årsag til at denne gren begyndte at gro? Hvorfor den måske er vissen og ikke vokser mere?

Min krop slynges ikke pludselig op i luften, for hvis mine indvendige snurreture var synlige, så er jeg vis på, at jeg ville kunne se mange andre snurre som jeg. Efter et utal af "hårde landinger", har jeg lært betydningen af at mærke, og jo mere jeg øver mig, og mærker mig frem, jo bedre bliver jeg til at opleve selve betydningen af knasterne, tumulterne og foranderligheden i min verden.

Forleden hørte jeg dette citat: "Vi lærer, at indenfor Videnskaben skal man vide, men det er en Videnskab vi skal tro på." Det er min videnskab, at jeg lever, når jeg mærker jeg lever. Da ændres mit udsyn og mit perspektiv, og min horisont får derved flere nuancer; dette er hvad jeg har drømt om hele mit liv. Sådan sker det, ofte lige pludseligt, at jeg i undersøgelsen af øjeblikket kommer tættere på mine rødder. Min verden udvides…

…og jeg spørger forundret mig selv: "Det gjorde ondt, men hvad var du egentlig bange for?!"

Publiceret alternativinfo, december 2000

Home > Artikler > Todim's kvanteskridt
05-12-2021