Historien om C-vitamin begyndte i perioden fra 1928 til 1933. Det var på det tidspunkt at det lykkedes Albert Szent-Gyorgyi at isolere krystaller af en sukker lignende substans fra okse binyrebark. Substansen fik navnet ascorbinsyre - d.v.s. ascorbat, eller syren, som forhindrer scorbut (skørbug). I 1937 fik han Nobelprisen sammen med W.A. Haworth for opdagelsen og udvindelsen af ascorbinsyre.

Allerede omkring 1940 var der forskning i gang for at undersøge, hvilke muligheder der var for behandlingen af forskellige sygdomme med højdosis C-vitamin. I 1972 har forfatter Irving Stone samlede hundredvis af videnskabelige referencer i sin meget omtalte bog "The Healing Factor: Vitamin C Against Disease”, som påviste C-vitamins helbredende effekt i en lang række af sygdomsprocesser, inklusiv kræft. 

C-vitamin er en af de vigtigste redskaber for en kræftpatient. Jeg plejer at sige til mine patienter “Betragt den som en god ven”. Jeg siger det på den måde fordi C-vitamin bekæmper kræftsvulster på et helt grundlæggende biologisk niveau. C-vitamins iværksætter kroppens egen formidable evne til at helbrede sig selv gennem forbedret immunfunktion, ødelæggelse af frie radikaler, afgiftning af talrige giftstoffer, bekæmpelse af virus og bakterier, reparation og styrkelse af kroppens væv, m.m. Disse biokemiske egenskaber er baggrunden for dette næringsstofs enorme alsidighed inden for klinisk medicin.

Der er solid dokumentation for, at det er helt ufarligt at indtage C-vitamin i de megadoser (Gk. megas, stor) der skal til for at afgifte kroppen for giftstoffer, slå virus ihjel eller standse en svulst. De store oversigtsrapporter, som har vurderet C-vitamins sikkerhed, konkluderer énstemmigt at der er intet der viser, at C-vitamin i store doser er skadeligt. Eneste bivirkning er stort set kun diarré ved for store doser. Ideen om at C-vitamin fremkalder nyresten er en myte og ses ikke i klinisk praksis. Iøvrigt har den nye 512 sider lange rapport “Dietary Reference Intakes for Vitamin C, Vitamin E, Selenium and the Carotenoids”, publiceret i april 2000 af den amerikanske National Academy of Sciences, øget den maksimum pålidelige daglig intagelse af C-vitamin til 2000 mg om dagen.

Den engelske undersøgelse fra Leicester i april 1998 , som insinuerede, at C-vitamin som 500 mg om dagen kunne måske skade cellens arveanlæg, er blevet modsagt af det samme forskningshold i deres besvarelse af kritik af forsøget i tidsskriftet Nature d. 17.09.98 og igen i en anden videnskabelig artikel publiceret i 1998. 

Denne undersøgelse er aldrig blevet taget alvorligt inden for videnskabelige kredse, men det har på ingen måde hindret en omfattende og meget ufortjent omtale i dagspressen, specielt i Danmark. Med Leicester undersøgelsen er det vigtigt at lægge mærke til, at den kun var tale om et læserbrev. Gennem tre år lykkedes det ikke forskningsholdet at få undersøgelsen publiceret som en rigtig artikel i en videnskabelig tidsskrift. Undersøgelsen var tilsyneladende tilhæftet for mange muligheder for fejl på grund af den anvendte fremgangsmåde. Alligevel, i april 1998 inden for den samme uge gik nyheden verden rundt på CNN, New York Times og Politiken i Danmark at “C-vitamin fremkalder kræft”. Man spørger sig selv, hvem der har så meget magt, at de kan få et læserbrev om et videnskabeligt emne til at gå verden rundt i massemedierne?

På trods af at det samme engelske forskningshold publicerede en undersøgelse i september 1998, som kom til den modsatte konklusion af aprilindlægget i tidsskriftet Nature, har Politiken, som stod for den første historie, ikke interesseret sig for at følge op med den mindre sensationelle forklaring til befolkningen, at den havde udbasuneret et halvbagt budskab. Resultatet er, at Matas’ assistenter i dag stadigvæk advarer deres kunder på basis af den første publicerede meddelelse at “C-vitamin kan være farligt i doser større end 500 mg”, hvilket er et absolut falsum.

Det er tragisk og beklageligt at konstatere den unuancerede, sensationsprægede måde en afvigende, suspekt undersøgelse behandles på i medierne. Artiklerne vakte uro i befolkningen og helt unødvendigt. Negativ medie fordom mod behandling med kosttilskud er ikke noget nyt, men når Politiken skriver “…Der er ingen videnskabelige undersøgelser, der dokumenterer, at et stort C-vitaminforbrug virker for noget som helst”, må man alligevel undre sig over den meget énsidige faglige opinion, som de har valgt som rådgivere.

Man ignorerer en masse af ny forskning gennem de sidste årtier, som taler om forebyggelse og behandling af kroniske sygdomme med terapeutiske koncentrationer af C-vitamin, der overstiger det anbefalede dagsdosis. Et funktionsniveau på 60 mg C-vitamin vil f.eks. forebygge skørbug, men der findes studier som påviser at 2 gram dagligt kan betydeligt lindre asthma og høfeber og forebygge blodprop; 3 gram dagligt kan få polypper i endetarmen til at skrumpe, 6 gram kan forbedre migræne, og 10 gram dagligt vil give kræftpatienter forbedret immunforsvar, overlevelsestid og livskvalitet.

C-vitamin er meget mere end bare et vitamin, som i den traditionelle ernæringslære defineres som et næringsstof, der hvis det er i underskud vil give en bestemt mangelsygdom. I virkeligheden er C-vitamin som Irving Stone er inde på i sin bog “The Healing Factor” - et helingsmiddel, som kroppen har behov for i langt større mængder end 60 mg, der forebygger den prædødelige tilstand skørbug.

Mennesket er én af de få dyrearter foruden aber, marsvin og visse arter af flagermus, som ikke er i stand til at fremstille C-vitamin i egen krop. Antropologer har beregnet, at der er sket en mutation hos mennesker for flere millioner år siden, som endte med at vi kun har fire af de seks enzymer tilbage der skal til for at omdanne glukose (blodsukker) til askorbinsyre i leveren.

Blandt de dyrearter der stadigvæk selv fremstiller C-vitamin er deres fysiologiske produktion langt højere end den officielle anbefalede dagsdosis til mennesker. De fleste pattedyr - fx mus, katte, hunde, får, geder, køer osv - fremstiller C-vitamin i deres lever proportionalt med legemsvægten. Justeret til et 70 kilograms pattedyr, er dette C-vitamin i gennemsnit 10 gram om dagen og endnu mere under sygdom og stressforhold. En hunds lever kan producere op til 200 gram om dagen under sygdom. Her må det understreges at hos pattedyr overføres C-vitamin direkte fra leveren til blodet i stedet for at gå gennem mave-tarm systemet før det optages. Det betyder at vi mennesker er nødt til at indtage 20 til 30 gram dagligt for at få 10 gram C-vitamin ind i vort blod og væv.

Problemet for os som mennesker bliver derfor, hvordan vi kan sikre os, at vi får det C-vitamin som vi har behov for; eller, hvordan sørger vi for, at få den mængde C-vitamin vi ellers ville have fået, hvis vi stadigvæk fremstillede C-vitamin i vores lever ligesom andre pattedyr?

Robert Cathcart, en læge som bor i Californien og som har arbejdet i mere end 20 år med højdosis C-vitamin i forbindelse med behandling af kronisk sygdom, har givet et svar. Han har lavet den opdagelse, at den mængde C-vitamin vi har behov for normalt vil svare til det niveau, hvor mave-tarm forstyrrelser begynder i form af diarré. Den mængde C-vitamin vi har behov for vil i de fleste tilfælde ligge 4 gram under det niveau, hvor diarréen begynder. 

Store befolkningsundersøgelser af nyere dato har bekræftet, at C-vitamin beskytter mod åreforkalkningens ødelæggelser. Ét af det mest imponerende studier viser nedsat dødelighed af hjertesygdom hos forsøgspersoner med de højeste indtag af C-vitamin. James Engstrom fra UCLA studerede 11.348 mænd og kvinder over en 10 års periode og konstaterede at mænd med de højeste C-vitamin indtagelser havde en 45% lavere risiko for dødelighed af hjerte-karsygdom i forhold til dem med de laveste indtagelser. For kvinder var forskellen 25%. 

Der findes et imponerende antal af videnskabelige studier som peger på muligheden for betydelige helbreds fordele, når højdosis C-vitamin indtages over lange perioder. I denne artikel er højdosis defineret som et C-vitamin indtag, som består af 2000 mg eller mere om dagen. 

Publiceret forskning af Linus Pauling, Mathias Rath og andre er ansvarlig for overbevisende ny viden på molekylært niveau om at C-vitamin tilskud på 2000 mg eller mere om dagen nedsætter risikoen for hjerte-kar sygdom. Deres data viser at blodårer forkalker på grund af C-vitamin manglen og at årsagen til åreforkalkning er kronisk vitamin mangel. 

C-vitamin er den primære antioxidant i de vand-opløselige områder i kroppen. C-vitamin modvirker fri radikal skader på arteriens karhinde. E-vitamin regenereres af C-vitamin og tilsammen hæmmer de to antioxidanter iltning af LDL-kolesterol, det første skridt mod åreforkalkning. Desuden reducerer C-vitamin blodniveauet af den mest skadelige form af kolesterol lipoprotein(a), mens der samtidig blokeres for ophobning af kolesterol i karvæggen. En dosis af 2 gram per døgn hæmmer sammenklumpninger af blodplader, som spiller så vigtig en rolle i både åreforkalkningsprocessen og i de akutte tilstande, der fører til blodprop i hjertet. 

Et andet område, hvor C-vitamins forebyggende/helbredende effekt ses, er i forbindelse med kræftsygdomme. I september 1990 afholdtes et symposium i en forstad til Washington sponsoreret af National Institute of Health (NIH), hvor videnskabsfolk fra hele verden (130 videnskabsfolk, 40 afhandlinger) fremlagde forskning vedrørende C-vitaminets funktioner i forhold til kræft. De forskellige foredragsholdere fortalte om hvordan C-vitamin forebygger et stort antal af kræftsygdomme; hæmmer tumorvækst i dyreforsøg; og forbedrer effekten ved flere former af kemoterapi. 

Kliniske studier har påvist C-vitamins cytotoksisk (celledræbende) effekt både “in vitro” (i reagensglasset) og “in vivo” (i kroppen). Højdosis C-vitamin er toksisk overfor kræftceller på grund af ophobninger af brintoverilte, som C-vitamin fremkalder i kræftcellen og som kræftcellen ikke kan omsætte fordi den mangler et bestemt enzym catalase, som udløser reaktioner der til sidst ødelægger kræftcellen. Benade et al, som var den første til at opdage denne process, konkluderede i 1969 at:

“…Efter vor opfattelse vil effektiv kræftbehandling i fremtiden ikke hvile på anvendelsen af patient toksiske forbindelser, der er så udbredt i dag, men på non-toksiske forbindelser som er dødelige for kræftceller, af hvilket C-vitamin er et udmærket prototype eksempel blandt et antal af potentielt effektive kombinationer, der undersøges for tiden.” 

I praksis kan disse virkninger kun opnås med intravenøse infusioner, hvor effekten afhænger af, at man vedligeholder en tilstrækkelig høj blodkoncentration af C-vitamin. Højdosis C-vitamin gives direkte ind i blodåren som drop over 3 timer, 1-2 gange om ugen. Hermed forbigås mave-tarmkanalen, så man hurtigt opnår blodkoncentrationer, andre dyrearter rutinemæssigt oplever under sygdom, og som ellers ikke er muligt ved anvendelsen af oral C-vitamin alene.

Dr. Hugh Riordan, som holdt foredrag på “Health Trends 2000” den 29. August 1999 i København, har siden 1991 forsket i C-vitamins cytotoksiske effekt på laboratorie-dyrkede kræftceller og i højdosis intravenøs C-vitamin som kemoterapeutisk middel for kræftpatienter. Dr. Riordans arbejde har påvist at:

• C-vitamin er cytotoksisk for kræftceller.
• C-vitamin er praktisk talt uden bivirkninger ved selv de højeste koncentrationer.
• C-vitamin koncentrationer som dræber kræftceller kun kan opnås i mennesker ved intravenøs infusioner.
• Farmacokinetiske modeller kan forudsige plasma koncentrationer af C-vitamin, når der anvendes forskellige intravenøse koncentrationer og infusionshastigheder.
• Lipoinsyre er et effektivt middel til at øge C-vitamins cytotoksiske effekt overfor kræftceller.
• C-vitamin reducerer bivirkninger fra kemo- og stråleterapi og forbedrer behandlingens effekt.
• Højdosis oral C-vitamin tilskud er i stand til at øge kollagen (bindevæv) produktion i kræftceller så de ikke spredes.
• Intravenøs C-vitamin forlænger overlevelse, forbedrer livskvalitet og i visse tilfælde har forårsaget komplet forsvinden af kræftsygdomme.

Dr. Riordans videnskabelige arbejde er et gennembrud af den højeste betydning, fordi han har bevist at C-vitamin er et stof der kan slå kræftceller ihjel uden at skade normale celler. Derimod er C-vitamins betydning for immunsystemets funktion et vigtigt led i behandlingseffekten både:
· generelt i blod og lymfe, hvor koncentrationer af lymfocytter, interferon, antistoffer og komplement øges; og
· lokalt i vævene, hvor de hvide blodlegemers evne til infiltrere tumorvæv forbedres; indkapsling af svulsten stimuleres; og grundsubstansen mellem cellerne styrkes.

Højdosis C-vitamin øger NK (naturlig dræbercelle) aktivitet, hvor den største effekt ses 24-48 timer efter indtagelse. Dannelsen af nye lymfocytter i knoglemarv bliver tredoblet og firedoblet med henholdsvis 10 og 18 grams C-vitamin dagligt over tre dage hos raske forsøgspersoner i en NCI undersøgelse fra 1976. Forbedret dræbercelle aktivering er en vigtig målsætning i immunbehandling, fordi dræberceller er ansvarlig for tilintetgørelsen af kræftceller.

Lad os til slut understrege, at det er en absurditet at påstå at C-vitamin er farligt på basis af de ovennævnte facts. Det er ikke overraskende, at folk bliver forvirrede, når fagfolk og journalister, der burde vide bedre, forplumrer diskussionen med uunderbyggede data og skræmmetaktiske udtalelser.

Samtidigt er det også betænkeligt, at man ikke hører ret meget om de menneskelige omkostninger fra receptpligtig medicin fra de samme kilder der advarer befolkningen om “den farlige ascorbinsyre”. Bivirkninger fra medicin i USA dræber rutinemæssigt 100.000 og skader 1 million mennesker om året (en tilsvarende statistik er ikke tilgængelig i Danmark), medens der endnu ikke er påvist et dødsfald grundet indtagelse af C-vitamin i dens første 68 år.

Bruce Phillip Kyle, M.D
Stavtrup, den 28.05.2001

Artiklen er tidligere bragt i tidsskriftet Tidslerne (2001, nr. 2)
Publiceret alternativinfo.dk 07-05-2003

Litteraturliste

1. Stone, Irving. The Healing Factor: Vitamin C Against Disease (New York: Putnam, 1972)
2. -The AMA Drug Evaluations (First Edition), JAMA, 3:391, Sept. 1971;
   -Korner WR & Weber F Tolerance for High Doses of Ascorbic Acid, Int J Vitam Nutr Res 1972, 42:528-544;
   -Barnes LA, Safety Considerations with High Ascorbic Acid Dosage, Ann NY Acad Sci 1975, 258:523-528;
   -Hornig DH & Moser U, The Safety of High Vitamin C Intakes in Man (Vitamin C, eds. JN Counsell and DH Hornig,
   New Jersey, Applied Science Publ, p. 225, 1981;
   -Dietary Reference Intakes for Vitamin C, Vitamin E, Selenium and the Carotenoids, National Academy of Sciences,
   April 2000.
3. Wandzilak TR et al. Effect of high dose Vitamin C on urinary oxalate levels. J Urology 1994; vol. 151:834-837.
4. Podmore ID et al, Vitamin C exhibits pro-oxidant properties. Nature, vol. 392: 559 (4.April 1998)
5. Levine M et al, Poulsen H, Salonen JT et al samt Podmore ID et al, Scientific Correspondence. Nature, vol 395: 231- 32 (17.Sept 1998)
6. Podmore et al, Novel repair action of vitamin C in vivo oxidative DNA damage. FEBS Letters 363: 363-67 (1998)
7. Chatterlee IB et al, Synthesis and Some Major Functions of Vitamin C in Animals, Annals of the NY Academy of Sciences 258: 24-47
8. Dr. Cathcarts web-side “www.orthomed.com” må stærkt anbefales for en detaljeret diskussion om “hvordan man titrere med C-vitamin til tarm tolerance niveauet”.
9. Engstrom JE et al. Vitamin C intake and mortality among a sample of the United States population. Epidemiol 1992; 3:194-202.
10. Rath M et al. Hypothesis: lipoprotein(a) is a surrogate for ascorbate. Proc Natl Acad Sci USA, 1990; 87 (16): 6204--7
11. Rath M et al. Nutritional supplement program halts progression of early coronary atherosclerosis documented by ultrfast computed tomography. Journal of Applied Nutrition 1996; 417: 105-111.
12. Bordia AK. The effekt of vitamin C on blood lipids, fibrinolytic activity and platelet adhesiveness in patients with coronary artery disease. Atherosclerosis 1980; 35: 181-187.
13. Klein MA. A major symposium on Vitamin C sponsored by the National Cancer Institute. Linus Pauling Institue of Science and Medicine, December 1990 (Tel: 415-327-4064)
14. Benade L et al. Synergistic killing of Erlich ascites carcinoma cells by ascorbate and 3-amino-1, 2, 4-triazole. Oncology, 1969; 23:33-43.
15. Riordan HD et al. Intravenous ascorbate as a tumor cytotoxic chemotherapeutic agent. Med Hypoth 1994; 9: 207-213
16. Riordan HD et al. Clinical and experimental experiences with intravenous Vitamin C. J Orthomol Med 2000; 15 (nr.4): 201-213
17. Vøjdani A, Namatalla G. Enhancement of human natural killer cytotoxic activity by Vitamin C in pure and augmented formulations. J Nutr Env Med 1997; 7: 187-195.
18. Heuser G, Vøjdani A. Enhancement of natural killer cell activity and T and B cell function by buffered Vitamin C in patients exposed to toxic chemicals: the role of protein kinase-C. Immunpharmacology and and Immunotoxicology 1997; 19(3): 291-312.
19. Yonemoto RH et al. Enhanced lymphocyte blastogenesis by oral ascorbic acid. Proceedings of the American Association for Cancer Research 1976; 17: 288

Relaterede Artikler:
C-vitamin og sygdom
    af Bruce Phillip Kyle (læge)

C-vitamin står for skud - igen
    af Bruce Phillip Kyle (læge)

Mistelten – en supplerende behandlingsmulighed ?
    af Birgit Aalborg Funch  (læge)

Vitamin E - redder liv
    af Erik Kirchheiner (forskningsleder og forfatter)

Vitaminlovene ?
    af Carsten Vagn-Hansen (læge og sundhedskonsulent)

Se også: 
Vitamin Guide 

Home > Artikler > C-vitamin som lægemiddel
12-12-2021